Jacobsen: Lige efter bogen
Cheftræneren havde svært ved at finde kritikpunkter efter Aalborg Håndbolds nedsabling af Team Tvis Holstebro

Nikolaj Jacobsen havde god grund til at juble under onsdagens kamp mod Team Tvis Holstebro. Foto: Grete Dahl Foto: Grete Dahl
HOLSTEBRO:Aalborg Håndbold har en glad cheftræner de nærmeste dage.
Nikolaj Jacobsen var nemlig mere end tilfreds med det, han havde set fra sine udvalgte, der onsdag aften kørte Team Tvis Holstebro ud af egen hal og vandt så sikkert som 33-22.
- Vi rammer et virkeligt højt niveau i dag. De har været igennem et hårdt program med kampe i Europa Cuppen, så vi vidste, at vi ville få et overtag, hvis vi var i stand til at presse dem fysisk. Det lykkedes helt efter bogen, siger Jacobsen.
Sejren betyder, at Aalborg Håndbold nu er tre point foran både Team Tvis Holstebro og SønderjyskE. Dermed synes vejen til semifinalen at være banet.
- Den er i hvert fald blevet kortere. Nu er vi tre point foran, og hvis vi slår SønderjyskE på lørdag, ser det da rigtig positivt ud, men lige nu glæder jeg mig bare over kampen i dag, lød det fra den veltilfredse cheftræner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.