Jæger ramt af vådeskud

Fik fjernet haglene på Sygehus Thy-Mors.

Søndag formiddag blev en 26-årig mandlig jæger overfladisk ramt i en vådeskudsulykke i jagtterrænet ved Stenbjerg. Den unge jæger blev i følge vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi ramt af hagl, og et par af haglene ramte den uheldige jæger i ansigtet. Vagthavende oplyser, at jægeren efter ulykken blev kørt til undersøgelse på Sygehus Thy-Mors, hvor han fik fjernet haglene. Politiet skal efterfølgende i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring vådeskudsulykken.