Jægere holder fugle væk fra lufthavnen i København

I Københavns Lufthavn kender man også til fugleflokke, der holder til omkring landingsbanerne. Men højt græs og jægere sørger for, at fuglene ikke generer flyene, og risikoen for, at der går en fugl i flymotorerne, er meget lille, vurderer trafikchef Bo Gryckdal. - Vi er meget opmærksomme på problemet, men vurderer, at sandsynligheden for, at det sker, er lille, og den er meget lille, når vi taler om fatale uheld, som det var tilfældet i New York (nødlanding på Hudson-floden i torsdags), siger Bo Gryckdal. Københavns Lufthavn har ansat 12 såkaldte mågejægere, som døgnet rundt jager fuglene væk. De kører langs landingsbanerne og skyder skræmmeskud mod de store flokke af især måger og ringduer, og højttalere på taget af deres biler udsender angstskrig fra måger, som får fuglene til at flygte. Desuden holder man græsset en halv meter højt, så mågerne har sværere ved at finde mad og derfor holder sig væk. Beredskabet koster seks millioner kroner om året. Sidste år var der i alt 79 kollisioner mellem fly og fugle, de såkaldte bird-strikes, omkring Københavns Lufthavn. I 2007 skete der 180 kollisioner mellem fugle og fly i danske lufthavne. 10 af kollisionerne medførte skade på flyene i varierende omfang, men ingen mennesker kom noget til. /ritzau/