Hirtshals

Jægere og samlere mødtes på Lykkegaard

Kræmmere fra hele landet samlet i Tversted

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jens Guldsmed-Thomsen fra Lykkegaard har en stor forkærlighed for Aluminia fajance. Stellet her hedder Sigurd. Foto: Bent Bach

TVERSTED:Solen skinnede ned på hyacintglassene, og Aluminia-stellene tog sig ud fra den allerpæneste side i weekenden, hvor der var loppemarked på Lykkegaard i Tversted. Det er Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen, der driver Lykkegaard, hvor de er forhandlere af alt fra varer fra Marimekko til dele indenfor Aluminia fajance. De sælger kopper, kander, sukkerskåle og tallerkener i Aluminia, som Royal Copenhagen fremstillede igennem 100 år frem til 1969. Og hvis man siger Trankebar, er der mange, som samlede på stel i 60’erne, der vil huske det, som det sidste Aluminia-stel, der blev produceret. Ud over Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsens egne varer, var der i weekenden otte andre kræmmere fra hele landet, som havde stillet deres borde op på gårdspladsen, og det benyttede de mange besøgende sig af. - Det er nogle af vores kolleger. De kommer fra Glostrup, Birkelse og Ø. Brønderslev, fortalte Jens Guldsmed-Thomsen, der sammen med Mads Ejlersen er i gang med femte sæson på Lykkegaard. Blandt de besøgende var Hanne Thomsen fra Hirtshals, der er fast loppejæger sammen med sin søster Käthe Simonsen fra Åbyen. - Vi kigger efter alt lige fra saltkar med hanke til tallerkenrækker, fortalte Hanne Thomsen, som altid har antennerne ude, hvis der er udsigt til et godt loppefund. - Problemet er jo bare, at vi også skal have plads til det. Men så må tingene jo stå lidt tættere, lød det fra Käthe Simonsen.