Jægeren har mistet sit våben

Aalborg 21. september 2002 08:00

AALBORG: Var det virkelighed, så det ikke godt ud for manden, der har sin højre arm højt hævet for at gøre det af med den vrede panter. For det spyd, som Aalborg Kommunes skulptur "En pantherjæger" skulle have haft i hånden er forsvundet. Det er omkring 14 dage siden, det blev opdaget, at spyddet er væk, og derfor griber den ansvarlige for vedligeholdelsen af kommunens skulpturer nu til en efterlysning. Skulle nogen ligge inde med spyddet, der er af bronze og ca. halvanden meter langt, så vil Jan Carlsen fra Park og Natur meget gerne have det tilbage. Han har været i kontakt med Aalborg Broncestøberi, der kan fremstille et nyt våben til jægeren, men allerhelst vil Jan Carlsen have det originale tilbage. Ikke mindst fordi, der ikke findes nogen form til spyddet. Altså skal et nyt fremstilles efter de billeder, der i tidens løb er taget af skulpturen. Til gengæld lover Jan Carlsen, at spyddet - hvad enten det bliver det gamle eller et nyt - vil blive svejset fast, så det fremover sidder urokkeligt i hånden på jægeren. Jan Carlsen kan kontaktes på telefon 99 31 20 68. Skulpturen "En pantherjæger" er et værk af Jens Adolf Jerichau. Til dagligt står den i Kildeparken nær pyramide-elmene. jl

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...