Tyverier

Jagede biltyv med frisk morgenbrød

Ung mand stjal bil der stod med nøglerne i foran bagerbutik

Drømmen om et lunt rundstykke og en lækker basse fik fredag morgen en mareridtsagtig sideeffekt for en bilejer i Aars. Manden stoppede bilen foran en af bagerne i Himmerlandsgade lidt i seks om morgenen. Og når han bare skulle et hurtigt smut ind i butikken for at hente lidt bagværk, kunne han da godt lade nøglerne sidde parat i tændingen. Mente han. Det synes en godt 20-årig forbipasserende fra egnen også var en god idé. Uden de store falbelader satte han sig nemlig ind i bilen, lukkede døren, drejede nøglen - og kørte væk. Det opdagede bilens ejer selvsagt. og det lykkedes ham med hjælp fra andre at sætte efter biltyven. Undervejs blev politiet også alarmeret og to patruljevogne deltog også jagten. Til sidst lykkedes det da også at finde både bil og tyv igen. Manden blev anholdt uden at det blev til store scener eller vilde jagter gennem landskabet af den grund. Den 20-årige blev afhørt i løbet af dagen og kommer efter alt at dømme til at prøve at forklare sig i retten.