EMNER

Jagt- og fiskebutik forlader Volstrup

Amtets afvisning af tiltrængt udvidelse betyder flytning til Hobro

VOLSTRUP/HOBRO:Efter 10 års virke i Volstrup Fiskepark er det nu slut med butikken MB Jagt & Fiskeri. Butikken har været lukket den sidste uges tid, mens ejerparret bag, Margit og Bjarne Jensen, har pakket og flyttet hele varelageret til nye omgivelser på Aalborgvej 1 i Hobros nordlige udkant. Her har de lejet sig ind i en helt nyopført erhvervsbolig på 600 kvadratmeter i grundplan, som fabrikant Svend Møller Hansen står bag. - Selv om vi har fået to gange så mange kvadratmeter til rådighed i forhold til tidligere, så er vi utrolig kede af nu at måtte forlade butikken i Volstrup. Men i tre år har vi kæmpet forgæves med amtet og naturfredningsforeningen om at få lov til at udføre en tiltrængt udvidelse af vores jagt- og fiskebutik, påpeger Bjarne Jensen midt i flytterodet på Aalborgvej. Udvidelse af sortiment Bygningen i Hobro er netop blevet færdig og klar til brug, og er udført på bestilling af Bjarne og Margit Jensen. - I første omgang lejer vi lokalerne af Svend Møller Hansen, men efter planen skal vi overtage ejerskabet af bygningen om tre år, fortæller Bjarne Jensen. Parret har solgt deres gamle butik i Volstrup til dambrugsejer Erik Ugilt Hansen, og har på samme tid trukket sig ud af den daglige drift af Volstrup Fiskepark efter godt 10 års samarbejde. De mange ekstra kvadratmetre i Hobro giver parret mulighed for at udvide deres varesortiment, så fremover vil der ud over jagt- og fiskeudstyr også være et større udvalg af fritidstøj. På første sal er der omkring 100 kvadratmeter lokaler til rådighed, som fremover skal benyttes som undervisnings- og kursuslokaler. - Allerede her i september har vi det første arrangement for jægere i lokalerne. Det er et foredrag med en herregårssskytte og en vildtkonsulent, der vil fortælle om udsætning af opdrættede fasaner i den danske natur, forklarer Bjarne Jensen og tilføjer: - Senere i efteråret og vinteren vil der blandt andet blive arrangeret kurser for lystfiskere i blandt andet fluebinding. I løbet af september vil anlæg af to underjordiske skydebaner på 100 meters længde til indskydning af blandt andet jagtrifler også være afsluttet på Aalborgvej i Hobro. - Det har været lidt hektisk at blive færdig og klar til at åbne butikken her i weekenden. Så sent som onsdag fik vi Hobro Politis endelige godkendelse af vores særlige sikkerhedsrum for våben og ammunitation, tilføjer Bjarne Jensen. Optimal placering Uanset at parret er kede af at have været nødt til at forlade deres domicil i Volstrup gennem de sidst 10 år, er de glade for den centrale kundeplacering af deres nye butik, der ligger som en lille sidevej til indfaldsvejen til Hobro fra nord. Parret markerer åbningen af deres nye jagt- og fiskebutik med et åbent hus arrangement i weekenden. I eftermiddag vil der blandt andet være en opvisning af Danmarks yngste kvindelige falkonér og hendes harrishøg, 22-årige Janni Marie Jensen fra Arden. Hun efterfølges af en opvisning af den nordjyske golden retiever klub.