Jagt på canadisk politimorder går ind i sit andet døgn

Den formodede drabsmand menes at medbringe både automatriffel, knive og armbrøst.

Canadisk politi har endnu ikke pågrebet den mand, som menes at stå bag drabet på tre politifolk onsdag i provinsbyen Moncton på den canadiske østkyst.

Tidligt fredag morgen dansk tid er jagten på den 24-årige mand fra lokalområdet fortsat i gang. Han skød og dræbte ved aftenstid onsdag lokal tid tre politibetjente. Yderligere to betjente blev ramt af skud. Begge er uden for livsfare.

Den mistænkte anses for at være yderst farlig. Beboerne i Moncton, en by med cirka 100.000 indbyggere, opfordres for anden dag i træk til at være særdeles varsomme med at bevæge sig udenfor.

- Sikkerheden for borgerne såvel som vores politifolk involveret i denne operation, er yderst vigtig for os, siger Chantal Farrah fra politiet i provinsen News Brunswick ifølge det canadiske medie CBS News.

Et billede af den mistænkte drabsmand blev frigivet onsdag. Det viste en mand i camouflagetøj med et sort pandebånd og tilsyneladende bærende på mindst én automatriffel. Han medbringer også knive og en armbrøst.

Menneskejagten er koncentreret i den nordlige del af Moncton. Beboerne i området er blevet opfordret til ikke at lægge oplysninger om politiets aktion ud på sociale medier.

Tidligere torsdag var der håb om, at den formodede gerningsmand var indkredset. Store politistyrker assisteret af tre pansrede køretøjer omringede en bygning i området, men de fleste betjente har nu forladt stedet.

En privatbolig i nærheden blev også gennemsøgt af politiet til ingen nytte.

Den eftersøgte blev set tre gange torsdag morgen lokal tid, men politiet var ikke i stand til at pågribe ham.

Politistyrker fra hele News Brunswick samt andre provinser er i Moncton for at assistere i eftersøgningen.

- Når denne person er pågrebet, og det bliver han, så vil vi drage et lettelsens suk, men her og nu er det ikke tilfældet, siger vicepolitiinspektør Roger Brown til CBS News.

Han tilføjer, at Moncton er fastholdt i "meget, meget farlig situation".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.