Hanstholm

Jagt på seksuel krænker

En dreng på otte år blev krænket for tre år siden, og nu jagtes gerningsmanden.

En dag først på sommeren i 2008 blev en dengang otte år gammel dreng udsat for en grov seksuel krænkelse. Drengen har først nu været i stand til at kunne fortælle om sine oplevelser, og Thisted Politi er gået i gang med at efterforske sagen. Drengen har forklaret, at det var en mand på mindst 30 år, som havde krænket ham, og at det skete udendørs et sted i Hanstholm-området. Manden beskrives som høj og tyk eller kraftig og med kort rødt hår og rødt fuldskæg. Desuden kørte manden i en mindre grøn bil. Hjælp politiet Hos efterforskerne ved Thisted Politi er man godt klar over, at årene kan have slettet erindringen hos borgere, som måske kender til manden. Men drengens forklaring, som nu er kommet frem, viser ifølge politiet tegn på, at den ikke bare er ren fantasi, og derfor håber man, at der måske er nogen, som har en viden, der kan hjælpe politiet videre, oplyser politiassistent Anni Gade Hansen fra politiet i Thisted. Og henvendelser kan rettes til Thisted Politi i dagtimerne eller på telefonnummer 114 til Midt- og Vestjyllands Politi.