Jagten på 100.000 kroner indledt

Den NORDJYSKE Idrætspris 2015 er sat på skinner

Hadsund Roklub løb sidste år med ”Den NORDJYSKE Idrætspris”. Arkivfoto: Sarah Würtz <i>Foto: Sarah Würtz</i>

Hadsund Roklub løb sidste år med ”Den NORDJYSKE Idrætspris”. Arkivfoto: Sarah Würtz Foto: Sarah Würtz

NORDJYLLAND:Så nærmer den tid på året sig, hvor alle i nordjysk idræt igen kan drømme søde drømme om 100.000 dejlige danske kroner, som NORDJYSKE Stiftstidende er den glade giver af.

Den NORDJYSKE Idrætspris 2015 afholdes i år torsdag 23. april, hvor en idrætsudøver, en idrætsorganisation eller en idrætsleder løber med den helt store check som belønning for en særlig indsats på området.

Læserne af NORDJYSKE Stiftstidende bestemmer, hvem der kan komme i betragtning til til prisen, og der er nu åbnet for indstilling af kandidater til prisen.

Frem til fredag 13. marts kan man indstille en kandidat ved at sende en mail til idraetspris@nordjyske.dk.

Sidste år løb Hadsund Roklub med hæderen og de mange penge, fordi de på unik vis har formået at skabe et miljø, som både tilgodeser elite og bredde.

Året før var det bordtennisklubben B75 Hirtshals, der vandt for deres ihærdige arbejde for at udbrede sporten og sikre optimale betingelser for at kunne udvikle klubbens mange spillere.

En dommerkomité med et bredt udvalg af nordjyske idrætspersonligheder udvælger i den sidste ende tre nominerede og den endelige vinder.

Professionelle klubber eller idrætspersonligheder, der lever af deres sport, kan dog ikke komme i betragtning til de 100.000 kroner.

Checken bliver uddelt ved en stor prisfest i DGI Huset Nordkraft i Aalborg torsdag 23. april.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.