Jagten på Berlins fremtid

Pia Beltoft Nielsen
Hvor ligger Berlins fremtid mon gemt? Vi fandt den i hvert fald ikke på centret for byudvikling, hvor vi kun kunne se gamle modeller af berlinske byggerier.
Berlin 1. april 2006 06:00

Den tonstunge kran er gul og hidsig. Med et drøn smadrer kloen ind i den grå betonklods, som skælver af frygt. Væggene står og dirrer et øjeblik, indtil de endelig bukker under for det enorme pres. Med et brag knæler den kommunistiske klods, som stod den foran der Führer. I flere årtier har den fungeret som bolig for østberlinerne, som alle skulle behandles ens. Ingen skulle have mere end andre. Men nu er den væk. Væk er minderne om DDR-tiden. Væk er alle beviser på opdelingen mellem øst og vest. Og væk er Berlins fortid. For nu er det fremtiden, det gælder. Nu skal livet leves. Leves i strømlinede højhuse med vinduer på størrelse med et mindre parcelhus. I et højhus, der aldrig har hørt om de hundreder af berlinere, der døde i forsøget på at komme over til deres elskede på 'den anden side'. Og i et højhus, der heller aldrig har hørt om den uretfærdige forskel på de rige "ossies" og knap så heldige "vessies". For berlinerne bygger nyt i et hæsblæsende tempo. Lige siden muren blev væltet i 1989, er topmoderne designerblokke skudt op i Tysklands hovedstad. Det er efterhånden svært at finde minderne fra 70'erne og 80'erne, hvor Berlin-muren var en kendsgerning, og forskellen på øst og vest var stor. Dette er fortællingen om en by, som desperat forsøger at viske fortiden ud - men som ikke selv ved, hvor det hele skal ende. Vi starter vores rejse ved Berlins ground zero: Muren. Engang snoede den 155 kilometer lange hvide beton sig gennem hjertet af hovedstaden. Den skilte brutalt østberlinerne fra deres familie, kærester og venner i det rige vest. Berlinmuren er kendt over det meste af verden, og er det nok største symbol på millionbyens fortid. Turister valfarter i tusindvis til området omkring Checkpoint Charlie, hvor rygtet siger, at en del af muren stadig befinder sig - det samme troede vi. En stor bunke sten Men det syn, der møder os, er alt andet end en gigantisk mur, der praler af fortiden. Tilbage er en knap 30 meter lang faldefærdig bunke af sten, der ser ud til snart at bukke under for tyngdeloven. Dette stykke fortid er det største af de rester, der er tilbage. Selv om muren er et mekka for turister, virker det som om, Berlinmuren ikke kunne rives ned hurtigt nok. Det tætteste, vi kommer på minder derfra, er de små stykker murbrokker, der har fået pleksiglas omkring sig og bliver solgt i byens merchandise-butikker. Jeg er sikker på, japanske turister har den samme følelse af skuffelse, når de endelig står foran Den Lille Havfrue, og hun så viser sig kun at være en halv meter høj. Nok er hun den lille havfrue, men japanerne skal zoome op til flere gange for at få hende på kornet. Vi kigger igen på muren, så på hinanden, og hovedrystende fortsætter vi jagten på Berlins fremtid. De skyhøje tårne skyder op overalt, og byen bliver større, mens vi går langs Potsdamer Strasse. For enden af gaden når vi vores destination: Center for byplanlægning. Det er statens officielle museum for de nysgerrige næser, der vil snuse til fortiden og lugte, hvor fremtiden bærer henad. Vi tager et dybt snus - men fremtiden lugter åbenbart ikke af noget. I hvert fald kan vi hverken se eller lugte, hvordan fremtidens gader i Berlin kommer til at se ud. Det eneste, vi ser, er papmaché-modeller af byen, som den tog sig ud for årtier tilbage. På vores bedste skoletysk spørger vi en ansat: - Hvordan ser fremtiden for Berlin egentlig ud? Han kniber øjnene sammen, tager sig lidt i skægget og siger så med en tøvende stemme: - Vi har overhovedet ingen idé om, hvor Berlin er på vej hen! For du er en rullesten Vi lukker slukørede døren bag os. Når ikke engang 'fremtidsmuseet' ved, hvor fremtiden ligger, så er der vel ingen, der gør det. I baghovedet hører vi den mekaniske stemme fra vores sightseeingtur: - Berlin bevæger sig hele tiden, for der gror ikke mos på en rullesten. Måske er det præcis, hvad berlinerne vil opnå. Løbe og løbe for at glemme al fortid. Spurte af sted så hurtigt, at fortiden ikke kan følge med. Men måske bør berlinerne i stedet løsne snørebåndene og sende den hidsige gule kran på pension. Lade Berlinmur være Berlinmur og i stedet glæde sig over de mange millioner euro, der ruller ind på turistkontoen, fordi vi vil se fortiden. Et reklameskilt tæt ved Berlins varemærke Brandenburger Tor siger det ganske godt: "Den bedste måde at se fremtiden på er at kigge i bakspejlet." Læs mere om Berlin side 3

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...