Jagten på den gule bus JULEFRED: Naivitet, held og seje skytsengle er godt, når det gælder om at nå uskyldig frem, inden bussen er kørt

Erindringens reol er et sælsomt møbel. Den synes at fylde sig selv uden hensyntagen til, hvad man gerne vil have til stå fremme på hylderne. Man kan stille nok så mange flotte bøger med gode minder derhen, alligevel bliver der plads til små usle hæfter og unødig store grobrianer med dårlige minder - og indimellem er der særudgaver, der rummer en detaljerigdom, som synes uforklarlig, men som måske bare skyldes at ens skytsengle synes, man skal lære noget af historien? Det var meget, der gik galt den weekend. Heldigvis var der lige akkurat én ting mere, der gik godt. Det var nok tilfældigheder, der blev skubbet af sted af ubetænksomhed og gåpåmod, men der kan også have været hel hoben skytshelgener på spil. I hvert fald var det en weekend så bizar, at historien om den er blevet liggende fremme i erindringens pudsige hyldesystem, selv om den fandt sted for længe siden. Den korte udgave af forhistorien er den, at jeg - efter at have været rejst til Nordspanien efter et frugtplukkerjob, som ikke fandtes - rejste rundt mutters alene i Sydfrankrig på jagt efter en ombygget gul dansk bybus. En bus som en gruppe unge rejselystne aalborgensiske atomkraftmodstandere havde gjort til deres hjem et halvt års tid. De anede ikke, at jeg ledte efter dem, men jeg havde fået et hint om, at de var i Grenoble. Altså tog jeg til Grenoble. Og imens jeg er der, må jeg hellere lige fortælle, at det var i sensommeren 1982, hvor man ikke havde adgang til nutidens gængse og hurtige kommunikationsformer. Det var dengang, man skrev breve - og var modtageren ude at rejse, så kunne man aftale, at man skrev poste restance til et posthus, hvor vedkommende så hentede brevet. Metodens succes byggede i høj grad på, at afsender og modtager indgik en forudgående aftale. Det lod sig ikke gøre i dette tilfælde, men jeg skrev på lykke og fromme et brev til en af de busrejsende. Som denne fortællemæssige omvej måske antyder, så blev det en lang uge i Grenoble. En uge, der bød på en daglig skuffelse. Den konvolut, mit brev lå i, var lang og smal og stak troligt sine ekstra centimeter ud fra brevstakken under bogstavet t - dag efter dag - og viste, at den ikke var blevet afhentet. Skuffelsen blev indimellem suppleret af den nedslåede besked om, at der intet livstegn var fra busfolkene. Den kom, når jeg hastigt ringede til Danmark for at høre om der var nyt. Hastigt fordi, det var dyrt at ringe. Det skulle i øvrigt også foregå fra posthuset. Dengang skulle mobiltelefoner næsten fragtes rundt i bil og var slet ikke hvermands eje. Dét er der også tid til at fortælle, for det var en usædvanlig lang uge i Grenoble, som dengang ikke var noget eldorado for en ung studerende med alt for megen tid, alt for megen uvished og alt for få penge. Det er den nok heller ikke i dag. Fredag lå brevet der stadig, men hjemme var der kommet livstegn - bussen var vist nok i Mâcon. Det var ikke nogen præcis besked, men det var nok for mig. Det var bare lige nordvest op til Lyon og så stik nord. Ingen sag for en kvik blaffer, men først i morgen. Det var blevet for sent, og det skulle nydes, at trængslerne snart var forbi. Trængsler, der havde ført mig derud, at jeg under en besøg på et slot havde fundet mig selv smådansende til et selvspillende spinette for bare at mærke lidt liv. Snøft. Derhjemme var mine møbler magasineret op, adressen sat på standby, kæresten have afløst det mislykkede frugtplukkereventyr med studier i København, mit eget studium havde lidt skibbrud, umiddelbart før det skulle have være sejlet i havn. Der var intet at tage hjem til. Der var intet hjem. Fredag aften begyndte som en fest, trængslerne var jo snart forbi, så jeg kunne vel ofre et ordentligt måltid på mig selv. Det blev til noget spinathalløjså på et sted med en flink tjener, som jeg imidlertid ikke gjorde opmærksom på, at han havde glemt at skrive det hele på regningen. Sikke en måde at gengælde flinkhed. Skam stå i, at pengeknapheden vandt over moralen. Og den dårlige samvittighed bagefter over den gode mæthedsfølelse. Måske var det dér, det hele blev sat i gang? Næste morgen forlod jeg glad vandrehjemmet i Grenoble. Glad for at komme væk, glad for at den lange ventetid var overstået. Det gik let at komme til Lyon, hvor jeg blev sat af på motorvejen syd for byen. Det var nemmere, mente bilisten, når jeg skulle til Mâcon og han skulle ind til byen. Så begyndte det at regne. Styrtregne. Det fik et antal biler, der vel svarer til årsproduktionen på Renault- og Peugeot-fabrikkerne tilsammen til bare at suse forbi, indtil en ung kvinde forbarmede sig over mig og smilede mig hen til en vej, der rent faktisk førte til Mâcon, sådan som der stod på mit papskilt. Vejret klarede op. Jeg var klar igen og næsten tør, da jeg nåede til Mâcon. Tyder papskiltet på, at jeg havde forberedt turen, så passer det ikke. Jeg havde for eksempel ikke fået vekslet en rejsecheck - ja, det var også før betalingsplastickort og hæveautomater - og det var noget skidt, når det var weekend, og bankerne var lukkede. Mais ca va, som franskmændene vist siger. Vist, for det er lånte fjer, jeg smykker artiklen med: Mit franske begrænsede sig stort set til at angive farven gul, nationaliteten dansk og transportmidlet bus, da jeg skulle forsøge at forklare mig på den politistation, jeg opsøgte efter at have travet Mâcons gader tynde. Første gang. Der var ikke nogen l'autobus jeune danois i Mâcon. Nedtur. Det blev aften, og der var lige penge til et billigt måltid mad. Jeg er ikke kræsen, og jeg havde sparet sult op siden gårsdagens spinattærte, men dét måltid lod sig ikke spise. Tiloversblevne dele fra en gris skamkogt med sidste års grøntsager, tror jeg, som med kun lige den værste sult stillet begav sig ud i Mâcon jagtende efter et sted at sove for de få franc - ja, det var længe før euroen - jeg havde tilbage. Eller kunne jeg måske betale med en rejsecheck og få lidt kontanter tilbage? Jeg kunne hverken eller, kunne jeg. Alt var optaget, fordi der i den weekend var et eller andet gevaldigt stort kaproningsmesterskab - selve det franske, tror jeg - ude på floden. Jeg var inde i alt, hvad der bare lignede et overnatningssted, inden jeg timer senere var tilbage på "restauranten", hvor jeg havde stillet min rygsæk - som var fra før, de var lavet til at bære! Der var jeg åbenbart blevet spottet af en vagabond-lignende mand, der havde set, at jeg trængte til hjælp. Følg mig, fik han forklaret, og så travede vi - en gammelskægget mand i laset tøj og så trætte mig - igennem byen, hvis gader jeg allerede kendte alt for godt. Ned til floden og nord på til vi kom til et hul i den velordnede husrække. Dér, trukket lidt tilbage, henlå et hus, der engang havde været beboeligt. Hvor der engang havde skinnet lys. Nu var det mørkt, mørkest var vinduerne med de ituslåede ruder og skævhængende skodder. Sådan et billede vil åbenbart ikke forsvinde, men jeg havde også en ganske rædselsfuld nat, som næsten kun er blevet overgået af natten efter - men den er der endnu mange linjer til. Jeg fulgte efter, stadig med den følelse af at være en hjælpeløs hundehvalp, som turen efter den tavse mand gennem byen havde født. Inde i mørket lå der madrasser. En del. Henne i en karnap boede min godgører. Han gjorde tegn til, at det gjorde jeg også. Jeg kikkede mig omkring i mørket og tænkte på, hvilken lækkerbisken af rare sager min beskedne rygsæk udgjorde i al elendigheden. Den gamle mand faldt i søvn. Hostende og harkende lå han dér - på den forkerte side til at værne sin lille hvalp imod dem, der boede på de andre madrasser og som sikkert var fæle nok til at slå den ihjel for at se, om den ejede nok til, at de kunne blive mætte i morgen. Og de kunne jo bare gøre det, ingen i hele verden vidste, hvor jeg var. Det var hverken særligt pænt eller begavet tænkt om byens bumser, men gamlingen trak vejret så hylende og pibende, at han garanteret ikke havde levet endnu en uge, og at jeg blev bragt på kanten af, hvad jeg havde nerver til. Det blev understreget, da jeg - heldigvis i drømme - kom i slagsmål og blev stukket i maven med en syl, så jeg blødte en pøl så stor og rød, at jeg stadig kan se den, hvis jeg tænker mig tilbage til det dystre rum, hvor vinden peb og hvor nattemørket ikke syntes at ville tage ende. Jeg sov ikke mere den nat. Pyt. Det blev morgen. Solen skinnede. Jeg var i live, og den gamle mand førte mig hen til en bar, hvor værten beskænkede os med en kop kaffe - ganske vist med mælk - men dog kaffe. Varm kaffe. Livgivende. Fortrædelighederne var væk. Jeg sagde tak og hej og gik ud i vejret, hvor jeg fordrev tiden med at se på kaproning. Jeg ofrede penge på en ny kop kaffe og lidt at spise i en anden bar, hvor jeg skrev breve til lyden af Phil Collins, som ofte havde ligget på grammofonen - ja, det var før cd-afspilleren - derhjemme i kollektivet. Energien vendte tilbage. Humøret var højt. Omtanken fordampet, da jeg kort tid efter på ny stod på landevejen med tommelfingeren pegende mod den blå himmel. Et nyt telefonopkald havde fortalt mig, at bussen måske kunne være i Beaujeau. Måske, men nok for mig. Jeg vidste intet om Beaujeau, men ved i dag, at det var besværligt at tage den på stop dertil en sen søndag eftermiddag. Det gik ganske vist hurtigt at komme op første gang, men jeg havde ude på en tilsyneladende endeløs varm vej, hvor jeg gik længe nok og langsomt nok til at fortvivlelsen indhentede mig. Igen. Så standsede der selvfølgelig en bil igen. To unge kvinder, som da sagtens kunne køre mig til campingpladsen, der lå et stykke uden for Beaujeau. Det var blevet mørkt, da vi nåede frem, og vi havde vinket farvel, inden det gik op for mig, at sæsonen var slut og pladsen lukket. En seddel fortalte, at man dog bare skulle slå sit telt op eller rulle sin campingvogn ind, så ville der komme en campingfatter og inkassere betalingen næste formiddag. Jeg havde hverken telt eller vogn i min rygsæk, men jeg kunne gå på mine flade futter ind til byen, mens jeg diskuterede, om jeg skulle spise eller sove for resten af pengene. I morgen var det mandag, og så åbnede bankerne jo. Det gjorde de så ikke, men det er en anden historie. Diskussionen var også nytteløs, for Beaujeau havde ikke mere at byde på en søndag aften. Jeg husker, at jeg lærte, at Hotel de Ville ikke var et hotel, og at nonnerne på sygehuset eller plejehjemmet ikke havde rum til en vejfarende. Der var dog en telefonboks, hvorfra det lød, at bussen nu vist var i ... Grenoble. I afmagt stillede jeg mig ud til vejkanten. For træt til at sove. Bare træt. Så standsede en mand sin bil. Han kørte mig til Lyon, til jernbanestationen, hvor jeg mente, jeg måtte være tættere på et eller andet. Jeg skulle bare have vidst. Mig i gang med at finde ud af, hvornår toget gik. Det var gået. Pyt, mente en flink mand, der gik jo et i morgen tidlig. Han havde tilsyneladende set, at her var der én, der trængte til hjælp. Det troede jeg i hvert fald, da jeg lod mig snakke til at låse min rygsæk ind i en bagageboks, vente lidt til han havde fri, for så kunne vi drikke en øl - og jeg kunne da bare overnatte, hvor han boede. Jeg så for mig et kollektiv, som det derhjemme i Aalborg, med glade, flinke mennesker, men billedet blev lidt sløret, da vi havnede på en elegant, men næsten tom restaurant, hvor den hvidjakkede tjener smilede så sælsomt, da han kom hen, gav hånd og hilste på. Stærkt sminkede damer ved bordene i nærheden vinkede skælmsk, og pludselig skinnede der er ørering i min nye hjælpers øre. Han lagde benene over kors og åbenbarede, at han havde nylonstrømper. Så fik jeg travlt med at fiske et billede frem af min kæreste derhjemme. Hende var han ligeglad med. Jeg syntes ikke, at jeg kunne gengælde hjælpsomhed ved en homofobisk flugtmanøvre, og hvor løber man egentlig hen en søndag efter midnat i Lyon? Så der fulgte en tur med metro og en lang spadseretur, hvor vi talte sammen på hans fraværende engelsk og mit ditto franske. Jeg forstod dog, at han var glad, fordi Mitterrand var blevet præsident og snart ville virkeliggøre socialismen. Vi nåede frem, og jeg glædede mig til at hans flinke samboere ville bryde vores lille tosomhed. Men så drejede vi fra hovedindgangen til huset, gik ind under trappen til en ganske lille lejlighed, der rummede et lille køkken, et bord og en niche med en seng. Én seng. Mindre end en dobbeltseng! Havde jeg mon lovet noget uden at vide det. Hvem dukkede mon op denne nat? Så begyndte det at dufte godt fra komfuret, hvor han lavede en af de bedste omeletter, jeg har fået i mit liv. Der var brød til ... og vin. Han svingede en rød fane og sang slagsange. Alt var sådan set tres bien og fredfyldt, men så lå han pludselig splitterravende nøgen på ryggen midt i sengen, oven på tæpperne. Jeg var ikke blevet mindre træt, end jeg havde været timer forinden i vejkanten ved Beaujeau. Jeg orkede ikke engang længere at forsøge at overbevise mig om, at han bare var flink og ikke ude på noget. Jeg tog bare så meget tøj af, at jeg havde en chance for at falde i søvn og lagde mig forsigtigt på den yderste sjettedel af den smalle seng. Under tæppet. Hvad så? Jo. Han slukkede lyset og sagde et surt bon nuit, og jeg gled nærmest lykkelig hen i en særdeles tiltrængt søvn, indtil en hånd en gang i løbet af natten lagde sig på mine kønsdele. Jeg var vågen i et nu, flyttede hånden. Indstillet på at kæmpe for min dyd. Hånden kom igen. Jeg fjernede den med en hårdt greb og udbrød på mit bedste fransk et kontant "Non". Jeg satte mig op i sengen, og trak først vejret igen, da han lod som om, han sov og rullede over til den anden side. Så sad jeg dér i natten. Der skete ikke mere. Heller ikke da klokradioen - den var dog opfundet - brummede, eller da den lidt senere satte i med musik. Aldrig har Charles Aznavour sunget så godt. Aldrig er en morgen kommet så velkomment. Aldrig har jeg været så hurtig, som da han lagde an til at vågne. I et nu stod jeg i den anden ende af rummet, fuldt påklædt og med stor lyst til at komme ud i verden. Han så ikke på mig. Gjorde sig klar til at gå. Gik. Jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvor jeg var, så jeg fulgte efter. En lang kringlet vej senere, nåede vi frem til stationen. Han forsvandt. Jeg fik fat i min rygsæk, spenderede en kop kaffe i en bar, og så pludseligt et kendt ansigt på den anden side af baren. Smilede og vinkede, inden det gik op for mig, at det var ham. Han så væk. Lidt efter var jeg også væk - på vej ud af byen. Først med bus, så med tommelen i vejret. Det sidste var forgæves, så jeg gik og var pludselig ude på motorvejen, hvor jeg med samme pludselighed blev bange for politiet, fordi man jo ikke må stå der og blaffe. Rygsækken røg over hegnet, mig bagefter og så hele vejen tilbage til stationen, hvor jeg ødselt knaldede penge af til en togbillet til Grenoble, et stykke chokolade og en engelsk af avis - med opdaterede fodboldtabeller. Fred. I Grenoble hastede jeg ud på campingpladsen, hvor den gule bus holdt. Næh, det gjorde den ikke. Og den havde heller ikke været der, fortalte nogle flinke englændere. Af sted igen - nej lige tilbage og lægge avisen som kvittering for flinkheden, og så i banken da efter penge. Næh. Der var - så vidt jeg forstod - uro på de finansielle markeder og i hvert fald var al valutaveksling suspenderet. På posthuset var den aflange kuvert væk fra bunken, men der var ikke noget svarbrev. Lang næse. Tom mave. Ikke flere idéer. Jeg tumlede ud på det vandrehjem, jeg havde været så glad for at sige farvel til. Fik efter lang tids parlamenteren lov til at overnatte først og betale bagefter. Dagen var knap gået, men det gav ikke længere mening bare at gå, så jeg gik i seng og lå der meget sulten og lidt pjevset. Søvnen ville ikke komme, sulten ikke gå væk, men så ... Jeg stod op, fiskede den allersidste tre-kvarte Camel op af den krøllede pakke. Tændte den, kikkede ud i ingenting, røg og så nederlaget ret i øjnene. Da besluttede jeg mig for at tage hjem. Gemme mig lidt og slikke sår hos den nye studerende i København. Det lettede. Så meget at jeg sov, indtil det blev tirsdag. Stod parat, da banken åbnede, fik penge på lommen og mæskede mig så i Crouqe Monsieur, croissant, kaffe og knap-forståelige franske aviser og mere kaffe. Nåede endda ud på vandrehjemmet for at betale min gæld, inden posthuset åbnede. Bestilte en modtageren-betaler samtale, fik en tid. og sikrede via et varslingsopkald, at kæresten var hjemme på det tidspunkt, hvor jeg ville afsløre den i mit forvrængede situationsbillede store og særlige beslutning. Jeg satte mig til at vente. - Hej, er du ikke Claus? Lød det så. Jeg kikkede op og så to af buspassagererne, som altså tilfældigvis lige var på posthuset og som - hvilket fremgår af spørgsmålet - ikke kendte mig så godt, at jeg sådan uden videre kunne trænge mig på. Men det måtte jeg gerne. Jeg fik sagt et eller andet forfjamsket i telefonen, og så fulgte jeg ellers bare med i min netop tillærte hundehvalpefacon, og talte vist uafbrudt det næste halvandet døgn. Skytsenglenes moder var trådt i karakter, lykken står den kække bi, heldet følger den tossede? Jeg ved kun, at man ikke selv bestemmer, hvad man husker - eller hvor længe.