Børnepasning

Jagten på det svageste led

Souschefer må lade livet og forældre acceptere, at institutioner lægges sammen - der skal spares.

Sammenlægningerne i Brønderslev Kommunes daginstitutioner tager mange forældre ikke imod med åbne arme. Mange er frustrerede over de nye planer om mega-institutioner og færre timer og hænder til børnene. Arkivfoto: Martin Damgård

Sammenlægningerne i Brønderslev Kommunes daginstitutioner tager mange forældre ikke imod med åbne arme. Mange er frustrerede over de nye planer om mega-institutioner og færre timer og hænder til børnene. Arkivfoto: Martin Damgård

Det skal være slut med souschefer i kommunens daginstitutioner. Samtidig vil institutionerne i Brønderslev, Hjallerup, Jerslev og Ø. Brønderslev blive lagt sammen. Både når det handler om ledelse og senere børnehavernes placering. Det er konsekvensen af den beslutning, Børne- og Skoleudvalget i Brønderslev Kommune har truffet på seneste udvalgsmøde. - Jeg synes, det har været en god proces, og føler, at alle har haft mulighed for at blive hørt, siger konstitueret formand for udvalget, Lone Lex (V). Hun forstår godt forældrenes bekymringer omkring sammenlægningerne, men siger, at der er politisk vilje til at gennemføre planerne. Målet er at skabe institutioner, der består af omkring 90 børn. På den måde kan man sikre den mest rentable institution med gode forhold for børn og ansatte, lyder beskeden fra forvaltningen. I forbindelse med sammenlægning af institutionerne i Brønderslev, Hjallerup, Jerslev og Ø. Brønderslev, vil de større institutioner også betyde, at børnehaverne vil blive tildelt færre medarbejdertimer. Ved en fysisk sammenlægning vil der med andre ord være en indirekte besparelse på 1,1 million kroner hvert eneste år efter sammenlægningen. I Jerslev vækker beslutningen om at lægge ledelserne og senere fysisk set børnehaverne sammen stor frustration hos forældrene i de to børnehaver. - Vi er kede af processen og først og fremmest kede af, at bruge så meget tid på møder med politikerne, og så der ikke kommer noget ud af det, siger Karina Kibsdal, næstformand i forældrebestyrelsen i Børnehaven Baunehøj i Jerslev. Ingen problemer i Hjallerup I Hjallerup er stemningen dog en ganske anden. Her accepteres sammenlægningen mellem børnehaverne Hegely, Møllegården og Børnehuset Petra. - Det har jo også sine fordele, for der kommer større fleksibilitet ved at lave større enheder. Vi ville selvfølgelig stadig gerne have små institutioner. Men vi kan se fordelene, og så accepterer vi, at det er sådan, politikerne ønsker det, forklarer formand for forældrebestyrelsen i Hegely Børnehave i Hjallerup, Marlene Pejtersen. Et farvel til souschefer Ved at nedlægge souschefstillingerne sparer kommunen 534.204 kroner. I institutionerne frygter man, at besparelserne ikke står mål med det, man taber ved en mere fraværende leder. Samtidig er frygten enkelte steder også, at de øvrige medarbejdere skal have ekstra betaling for at påtage sig yderligere ledelsesmæssige opgaver for at aflaste lederen. Penge, som institutionen selv skal finde i eget budget. På den måde vil besparelsen gå indirekte ud over børnene, da der vil gå penge fra børnene til ledelsesopgaver. Ud over at skære souscheferne væk og lægge institutioner sammen i Brønderslev, Hjallerup, Jerslev og Ø. Brønderslev, vil besparelserne også gå ud over antallet af tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, hvilket visse steder skaber bekymring. Ved at skære i antallet af tillidsrepræsentanter samt antallet af arbejdsmiljørepræsentanter, vil kommunen kunne spare godt 91.000 kroner.