Jagten på et sted at være

Ingen ledige undervisningslokaler i Skagen

SKAGEN:Afdelingsleder på VUC, Michael Thaarup var både glad, stolt og forventningsfuld, da det gik op for ham, at ideen med samarbejde mellem VUC Skagen og Skolen i Hammer Bakker blev en realitet. - Men så stod jeg der med 24 elever og manglede et sted at være. På Kappelborgskolen, hvor VUC i forvejen råder over to klasselokaler, var der ingen ledige lokaler. Om halvandet år lukker Kappelborgskolen, og skolens elever skal fordeles på de andre kommunale skoler. Derfor havde Michael Thaaruyp en forventning om at kunne låne et tomt lokale, for eksempel på Ankermedets Skole. Her var holdningen positiv, men man kunne ikke opfylde lokalebehovet. Herefter henvendte Michael Thaarup sig hos børne- og kulturdirektøren, der måtte forventes at sidde med det store overblik over tomme undervisningslokaler. Chresten Sloth Christensen kunne heller ikke hjælpe. I dag siger han: - Med det antal klasser, vi har i dag, er der brug for alle lokaler på alle tre skoler i byen. Man kan sige det sådan, at skolerne bruger de lokaler, de har til rådighed. Michael Thaarup måtte altså fortsætte jagten på et undervisningslokale. Efter at have spurgt blandt andre Skagen Efterskole og Skagen Skipperskole, endte eftersøgningen på Sømandshjemmet. Og her er kursister og lærere faldet godt til. Den store sal kan med skydevægge deles op i tre rum, og normalt kan holdet disponere over to rum. Man klarer sig med en rulletavle og bærbare computere.