Lokalpolitik

Jagten på kæden starter

Fire mænd vil være borgmester i ny kommune, men flere er på vej

NY HJØRRING: Her ni måneder før vi skal stemme til kommunalvalget, er kapløbet om at blive borgmester i den nye kommune, der som bekendt skal bestå af Hjørring, Hirtshals, Sindal og Løkken-Vrå kommuner, allerede godt i gang. Fire markante politikere har indtil videre gjort deres entré på den kommunalpolitiske scene og snart følger der sandsynligvis flere efter af samme kaliber. NORDJYSKEgiver på disse sider i dag et overblik over, hvem det er, der indtil videre, ønsker at stå i spidsen for den nye kommune, der med sine 65.000 indbyggere, bliver den andenstørste i den nye nordjyske region. Hvorfor vil de stille op, hvad vil de og hvad bliver udfordringen med kommunen?, er bare nogen af de spørgsmål, vi har stillet kandidaterne. Nogen er fraværende Den opmærksomme læsere vil sikkert opdage, at der mangler et par oplagte navne og partier. Men det har en naturlig forklaring. Der er nemlig en del personer og partier, som endnu ikke har meldt ud, hvem de vil satse på i borgmesterkapløbet. Der i blandt Venstre, som ellers fornylig fik organisationen på plads, da partiet vedtog en ny kommunestruktur. Men trods de andres udmelding mangler Venstre stadig en kandidat på dette tidspunkt. Sindals borgmester SørenRisager har ikke ønsket at gå efter posten, så det har efterladt et hul til et nyt navn i spillet om borgmesterkæden. Ikke nødvendigvis en helt ny spiller på det kommunalpolitiske bræt, men nu bliver det ikke en som i forvejen er borgmester i en af de fire kommuner. Venstre formand Poul Buje forventer, at partiet kan præsentere deres borgmesterkandidat senest den 1. april. - Vi præsenterer kandidaterne på et fællesmøde for partiets medlemmer. Medlemmerne skal så vælge borgmesterkandidaten, sagde Poul Buje til NORDJYSKEefter de forskellige kommuneforeninger blev lagt sammen. Ubekendte Der spekuleres allerede nu i om venstre-kandidaten kan blive det tidligere folketingsmedlem Gudrun Laub, som ikke kom ind ved det seneste valg. Gudrun Laub sidder i forvejen i Byrådet i Hjørring Kommune og spørgsmålet er, om hun ønsker at rykke længere op til midten af byrådssalen. Gudrun Laub har tidligere meldt ud, at hun genopstiller til kommunalvalget, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra hende til denne artikel om hvorvidt det kunne være som borgmesterkandidat. En anden Venstremulighed kunne være viceborgmester i Hjørring Kommune, Jørgen Lind Thomsen. Han har tidligere ikke ønsket at kommentere om han er kandidat, og det ønsker han fortsat ikke. En anden ubekendt er Hirtshals' populære borgmester Knud Størup, der lige nu er valgt på en lokalliste og som har meldt ud, at han stiller op til det nye byråd. Knud Størup har ikke været at træffe til denne artikel, så det er stadig uvist om han har taget en beslutning. Men til NORDJYSKEden 3. december sidste år sagde han: - Omkring borgmesterposten har jeg tidligere sagt, at jeg ikke er kandidat. Det mener jeg i og for sig stadig. Men jeg må også indrømme, at når man stiller op til et byråd, er der altid en "risiko" indbygget, sagde Knud Størup, der ved sidste kommunalvalg valg fik godt 2200 stemmer af de 8970, der blev afgivet i hele Hirtshals Kommune. Det var over halvdelen af de 4302 stemmer, der gav Borgerlisten absolut flertal i byrådet i Hirtshals. Markante navne Så stiller Knud Størup op, bliver han en markant konkurrent til de fire herrer, der præsenteres her til højre. Karl Bornhøft (SF), Finn Olesen (S), Peter Duetoft (CD) og Jens Broen (K) har nemlig bestemt sig, og de tegner dermed et billede af, at det bliver en valgkamp med mange kendte politiske navne og ansigter. Forklaringen - siger de selv - skal findes i, at kommunerne bliver større, der bliver flere opgaver og dermed større udfordringer for politikere, der altid søger de græsgange, hvor de får mest indflydelse. Det vil de kunne få i en storkommune. Men hvem der så bliver borgmester, det må vi til den 3. tirsdag i november med at finde ud af.