Jagten på nyt blod fortsætter

FARUM:Står det til AaB-ledelsen, får Christian Christiansen og de øvrige AaB-angribere mindst én ny konkurrent i næste sæson. Straks efter at hele AaB-staben havde jublet over klubbens forbliven i Superligaen slog formanden Ole Mølgaard koldt vand i blodet. - Vi er ikke mere euforiske, end at vi stadig kan kigge bagud og tage skridt til, at vi ikke igen kommer i denne gruelige situation. Jeg vil ikke sætte tal på de indkøb, vi sigter efter, men faktum for hele sæsonen er, at vi har scoret for få mål og har manglet en voksen type som Morten Wieghorst til at tage ansvar på midtbanen. - Nu er transfervinduet åbent til 31. august, og med redningen har vi arbejdsro og is i maven til at få det bedst mulige ud af kabalen med af- og tilgang, sagde Ole Mølgaard, der i samme åndedrag skyndte sig at rose holdet - og supporterne - for en heroisk indsats i de seneste kampe. Alt tyder på, at AaB engagerer Allan Olesen som ny højre back i stedet for Brian Priske, der flirter kraftigt med Utrecht, og andre justeringer af truppen er i støbeskeen. Dog rejste sportsdirektør Lynge Jacobsen næppe hjem med store plusser, da han lørdag aften besigtigede en midtbanespiller fra Molde i holdets 0-5 nederlag til Rosenborg. - Internt må vi afklare, om vi skal satse mest på ungdommen eller indkøb af garvede kræfter som i mesterskabsåret i 1999. Alle klubber i Europa jagter resultater, men buen spændes ofte for hårdt, og udviklingen går i retning af, at en femteplads med 10 millioner i overskud foretrækkes frem for en tredjeplads, der udløser et stort underskud, funderede Lynge Jacobsen med en kraftig understregning af, at AaB vil bestræbe sig på at finde en fornuftig balance, hvor der ikke slækkes på de sportslige ambitioner. abel