Støvring

Jagten på verdens bedste legetøj

Teknikken er i højsædet, når 150 børn er på fodboldskole

STØVRING:Egentlig kan den ikke mere end at trille. Men det så ikke ud til at være gået op for de 150 børn, hvor uspændende deres legetøj var. De rendte rundt efter den hele dagen, og det har de tænkt sig at gøre igen i dag. Det drejede sig om et stykke læder med luft i, der ikke kan andet end at trille og hoppe. Det lyder kedeligt, men er det ikke, når læderet danner en bold og er almindeligt anerkendt som verdens bedste legetøj. For når først den triller, så dukker der andre ting op: Sjov, spænding, sport og kammeratskab. Den hæder bliver der ikke pillet ved under denne uges fodboldskole i Øster Hornum, der har gjort banerne ved landsbyens hal til et usædvanligt livligt sted i sommertiden. - Her er lidt flere end sidste år. Børnene kommer fra Øster Hornum og omegn, og de går meget op i det, fortæller Rasmus Traumer, en af de lokale spillere, der står for arrangementet. Han var selv med til en af de første fodboldskoler for elleve år siden og havde det så sjovt, at han bevarede det som et højdepunkt om sommeren de følgende år, indtil han blev for gammel til at være med på spillersiden. - Vi lærer dem mest nogle tekniske ting, for det er det, som trænerne i klubberne har sværest ved at nå at give dem til daglig. Det går meget op i at drible og jonglere med bolden - det giver en god føling med den, som er god at have, forklarer Rasmus Traumer, mens to hold er i gang omkring ham. Det ene er en flok målmænd, der får specialundervisning. Ved siden af dem en flok piger, der spiller til to mål. Alderen er 9-12 år, og her er det godt at være blandt de ældre, der kan sparke sig ud af de fleste vanskeligheder. - Godt en tredjedel her er piger, og havde der ikke været håndboldskole i Støvring samtidig, så havde der nok været endnu flere. Mange går til begge ting, siger den unge fodboldtræner. I år er det ikke lykkedes at finde en ekstra sjov ting til programmet. Sidste år var Falck ude at lægge et skumtæppe over en plæne, hvilket børnene højlydt nød. Men det kunne ikke lade sig gøre i år. Til gengæld bliver programmet varieret med hockeyspil og en tur i svømmehallen. Børnene skal ikke kede sig, og variationens inspirerende pust giver et andet bidrag til motorik og spilforståelse. - Næste år håber vi på, at den agilitybane, som vi har planer om herude, kan stå færdig. Det vil give os flere muligheder for at variere programmet, håber han. Og så slog klokken så godt som tre, og så gik luften ud af bolden. Så var den dag gået, rent fodboldmæssigt, men i dag starter en ny.