Danmark

Jagten vinder europæisk filmpris for bedste manuskript

Vinterberg må nøjes med én pris, da Guldpalmevinderen Amour vinder alle store priser ved prisuddeling på Malta

Jagten vinder europæisk filmpris for bedste manuskript

Instruktøren Thomas Vinterberg og manuskriptforfatteren Tobias Lindholm har lørdag aften vundet den europæiske filmpris for bedste manuskript for "Jagten" ved gallafesten i Maltas hovedstad, Valetta.

"Jagten", der først får dansk premiere 10. januar, var nomineret i fem af hovedkategorierne ved den 25. uddeling af de europæiske filmpriser, nemlig også for bedste film, bedste instruktion, bedste skuespiller og bedste klipning.

Kun Guldpalmevinderen, Michael Hanekes "Amour", var nomineret flere gange, nemlig seks, og derfor på forhånd udråbt som storfavorit ved prisuddelingen.

Kærlighedsdramaet om et ældre ægtepar, som får dansk premiere 20. december, vinder da også hovedprisen som årets film, og Thomas Vinterberg må tage hjem fra Malta med kun én pris i bagagen.

For det er også den østrigske veteran Haneke, der løber med den europæiske filmpris som bedste instruktør. En pris, der i øvrigt er blevet overrakt af Mads Mikkelsen, der selv var nomineret for sin hovedrolle i "Jagten".

Mikkelsen må dog tage tomhændet hjem fra filmgallaen. Det er nemlig den snart 82-årige franske skuespiller Jean-Louis Trintignant, som vinder prisen for sin præstation i "Amour".

Hans hustru i filmen, den 85-årige Emanuelle Riva, er samtidig hædret som bedste kvindelige skuespiller og slår dermed konkurrenter som den britiske Oscarvinder Kate Winslet og den tyske Berlinale-vinder Nina Hoss.

Imens må de danske filmklippere Janus Billeskov Jansen og Anne Østerud, der har klippet "Jagten", se prisen for bedste klipning gå til Joe Walker for "Shame".

Det danske bud på en Oscar, Nikolaj Arcels "En Kongelig Affære", var nomineret i to kategorier, for bedste scenografi og bedste komponist.

Men komponisterne Cyrille Aufort og Gabriel Yared måtte se deres musik til Struensee-filmen blive slået af Alberto Iglesias, der har vundet den europæiske filmpris for sin musik til "Dame, konge, es, spion".

Maria Djurkovic har hevet den europæiske filmpris for bedste scenografi hjem for selvsamme film, så det er ikke blevet til en pris til danske Niels Sejer i denne omgang.

Sidste år vandt Lars von Triers "Melancholia" prisen som den bedste europæiske film, mens Susanne Bier vandt prisen som bedste instruktør for "Hævnen".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden