Frederikshavn

Jagter ny talsmand på tinge

Erik Jespersen beklager Jens Chr. Larsens farvel til Christiansborg

HIRTSHALS:Selvom formanden for Hirtshals Fiskeriforening og flere andre fiskere i stort opsatte annoncer i valgkampens sidste fase anbefalede folk at stemme på Venstres Jens Chr. Larsen, så lykkedes det ikke for den garvede frederikshavner at opnå genvalg. Med blot 2022 personlige stemmer blev den tidligere borgmester i Frederikshavn sorteper i spillet om Venstres pladser på borgen. Dermed mister de lokale fiskere en mand på Christiansborg, som har altid har været parat til at tale fiskernes sag. Det sker til stor fortrydelse for den lokale fiskeriformand Erik Jespersen. - Det er først og fremmest synd for Jens Chr., men jeg ærgrer mig også over udfaldet, for vi har altid haft et godt samarbejde med ham. Han har altid prøvet at få noget gennemført som kunne være til gavn for fiskeriet, selvom han ofte har kæmpet forgæves. Og han har altid sat sig grundig ind i tingene, siger Erik Jespersen. På det seneste har Jens Chr. Larsen forsøgt at få ændret den biologiske rådgivning, så fiskerne i samarbejde med biologerne kan få til enighed om, hvordan kvoterne skal se ud for de enkelte arter. Erik Jespersen håber, at det kan lykkedes at finde fælles fodslaw blandt fiskerne i Nordjylland om et nyt talerør. - Vi er nødt til at finde en anden og kaste vores kærlighed på. Personligt vil jeg tage kontakt til Chr. Mejdahl. Jeg håber han vil være parat til at føre vores sager frem. Han har i hvert fald været en flittig gæst på vores generalforsamlinger i Hirtshals Fiskeriforening, siger Erik Jespersen. Han håber, at det vil lykkedes at finde et helt team af nordjyske politikere, som vil hjælpe fiskerne med deres problemer. - Men jeg må desværre konstatere at flere af dem er uden for pædagogisk rækkevidde, siger fiskeriformanden. I første omgang vil Erik Jespersen sende et brev til de politikere, som var med i panelet på det store valgmøde fredag 4. februar på Nordsøcentret i Hirtshals, hvor fiskeri og kystsamfundspolitik var til diskussion.