Hjørring

Jagtforretning flytter

Brasholt Jagt og Fiskeri flytter fra Fuglsigvej, og får kommunens dispensation til at etablere sig på Vandværksvej 29 i Hjørring.

Rammerne på Fuglsigvej er blevet for små til jægernes og fiskernes yndlingsbutik, Brasholt, ejet af Jørgen Brasholt. Arkivfoto: Kurt Bering

Rammerne på Fuglsigvej er blevet for små til jægernes og fiskernes yndlingsbutik, Brasholt, ejet af Jørgen Brasholt. Arkivfoto: Kurt Bering

- Det er jo en helt speciel forretning, bl.a. fordi de har 50 meter underjordisk skydebane. Den kan ikke placeres hvor som helst, forklarer Jørgen Bing (SF), formand for teknik- og miljøudvalget. Når Brasholt ønsker at flytte, er det fordi der ikke er mulighed for at udvide på Fuglsigvej. Ejeren ønsker at udvikle forretningen, specielt ved en øget satsning på internethandel og engrossalg til andre specialbutikker m.fl. Der er dog også behov for et større udstillingsareal i butikken. - De har været i gang med at undersøge mulighederne for at flytte længe, men på grund af skydebanen er det ikke helt let. De har virkelig set på mange steder, fortæller Jørgen Bing. Lige præcis på Vandværksvej 29 giver lokalplanen ikke mulighed for udvalgsvarehandel. På nabogrunden kan det godt lade sig gøre, men den er ikke stor nok, så i stedet giver teknik- og miljøudvalget altså en dispensation. Brasholt har i øvrigt til hensigt at købe begge grundene til sit nye hjemsted. - Forretningen passer ind her, og vi mener ikke den kan genere nogen, siger Jørgen Bing. Der skulle ikke være risiko for at dispensationen danner præcedens, da Brasholt er så speciel en forretning.