Jagtleje giver fem millioner

Ved jagt i statsskovene gælder sikkerhed frem for alt - for publikum har altid adgang.

Selv om jagten er lejet ud, har publikum stadig adgang til plantagerne - og det kan ske uden risiko, oplyser Naturstyrelsen Thy. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Selv om jagten er lejet ud, har publikum stadig adgang til plantagerne - og det kan ske uden risiko, oplyser Naturstyrelsen Thy. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Naturstyrelsen Thy tjener hvert år cirka fem millioner kroner ved at leje jagten i områdets plantager ud. Lejeindtægten er en vigtig del af grundlaget for den øvrige drift af arealerne, skriver Naturstyrelsen Thy på sin hjemmeside. Jagten i de enkelte plantager udlejes som regel for en periode på fem år efter at have været i offentligt udbud. I lejeperioden skal jagten foregå efter retningslinjer fastsat af Naturstyrelsen, blandt andet når det gælder jagtetiske regler, antallet af årlige fællejagter på det lejede areal og regler for, hvor mange stykker kronvildt der må nedlægges. Jagtlejeren skal hvert år aflevere en udbyttestatistik til Naturstyrelsen. Jagten er udlejet i langt de fleste plantager, men i et mindre antal plantager er der ingen jagtlejere. Her er det Naturstyrelsen, som hvert år holder op til et par jagter. Naturstyrelsen har lagt informationerne om jagt i plantagerne på hjemmesiden fordi perioden fra 1. oktober og frem til nytår er højsæson for jagt. Men fordi det er jagtsæson, er der stadig adgang til plantagerne, og publikum kan færdes her uden risiko, selv om der er jagt, for sikkerheden har første prioritet. På Naturstyrelsen Thy's hjemmeside er det muligt at se, hvor der drives jagt, og hvilke plantager, hvor der er begrænset eller ingen jagt.