Aars

Jagtsæson for lerduer

AARS:Livet er kort og farefuldt, når man er født som lerdue. Lørdag er ingen undtagelse. Meget tidligt på formiddagen begynder skuddene at knalde på Aarsegnens Jagtforenings baneanlæg på Plantagevej, når foreningen inviterer til firmaskydning. 24 hold - eller små hundrede skytter - stiller op fra morgenstunden med det ene formål at pulverisere så mange lerduer som overhovedet muligt. - Det er vi yderst tilfredse med, siger formand Holst Kristensen. Oddsene for lerduerne er lidt bedre end sædvanligt på skydebanen. Man behøver nemlig ikke være en kyndig skytte for at stille op for sit firma. Faktisk må kun én de fire deltagere på hvert hold være en erfaren skytte. - Vi har kyndige instruktører, der følger alle hold, forklarer Holst Kristensen. Foreningen begynder at få de første henvendelser om firmaskydningen lige efter jul. - Det er mit indtryk at mange lokale firmaer bruger firmaskydningen som en hyggelig dag, som de runder af med lidt smørrebrød, forklarer Holst Kristensen. Dagens hovedpræmie er en bagduepokale, som det vindende firma stolt kan kigge på indtil næste års firmaskydning.