Biler

Jaguar tager et tigerspring

der kommer endnu mere brøl i Jaguar, når S-Typen til foråret afløse af XF

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bagfra ligner Jaguar XF næsten en sportsvogn til fire. Men der skulle være plads til fem voksne i den engelske bil.

Jaguar S-type. Smag lige på navnet. Der er noget specielt engelsk og aristokratisk over den efterhånden aldrende bil, der nok er en flot vogn at skue, men i den grad trænger til en afløser, som også tiltaler kunder under 60 år. Det sker nu, men når den næste generation S-Type kommer på markedet til foråret, bliver den slet ikke en S-Type, men en Jaguar XF. Og der er ikke bare tale om et facelift af de mere markante. Det er en fuldstændig ny bil, der designmæssigt er noget mere ung at se på. At der er tænkt nyt og at der er tænkt ungt, kan man se en række steder. Blandt andet på forlygterne, der ikke længere er de klassiske dobbeltlygter, men de mere dynamiske lanterner, som vi også kender fra sportsvognen, XK. I profil ligner XF, om ikke en Jaguar på spring, så et tigerdyr, der ligger på lur. Sikkert efter Audi A6 topmodellerne, kraftige BMW 5-serier eller Mercedes E-klasse. Agterude er der en snert XK over den smarte hæk. Første gang vi så noget til XF, hed den C-XF og stod som konceptbil på Detroit International Motor Show i januar. I forhold til den, er designet gjort noget mere stilfærdigt, trods alt. Der er tale om en firesæders sedan, der skal genoplive tanken om sportslige sedaner fra Jaguar. Et af de mere kuriøse indslag er, at startknappen byder velkommen ved at pulsere. Idéen skal være at lokke føreren til at trykke på knappen og vække vilddyret. Gør han det, udspringer en blå stribe, som i løbet af kort tid breder sig ud langs begge sider af kabinen for til slut at omslutte hele kabinen. Samtidig er det slut med Jaguars traditionelle “J”-formede stang til betjening af automatgearkassen. Fremover er det en rund knap i aluminium, der springer op og er klar til betjening, så snart den berøres. Ingen motornyheder Motormæssigt er der dog sparet på nyhederne. Den kraftigste maskine er en videreudvikling af den kendte 4,2 liters V8’er, der med 420 hk og et drejningsmoment på hele 500 Nm, gør bilen til et potent vilddyr. Mere stilfærdigt går det i V8 uden kompressor, der yder 298 hk og i den 6-cylindrede enhed med 238 hk. Endelig fås dieselmotoren på 2,7 liter med 207 hk. Uanset motorvalg er der altid en automatisk skifterobot med 6 trin, der sørger for fremdriften. Som XK har XF en motorhjelm, der minimerer risikoen for skader på fodgængere - den skydes lynhurtigt op for at komme længere væk fra motoren, hvis bilen rammer en person.