EMNER

JAK Hjørring i fusion med Østervraa Andelskasse

HJØRRING: De små pengeinstitutter stormer frem i disse år, men det kan også blive for småt. Det tager andelskassen JAK i Hjørring med 82 andelshavere og 121 kunder i alt nu konsekvensen af og fusionerer med Østervraa Andelskasse. - Omkostningerne ved at drive andelskassen er blevet for store i forhold til antallet af kunder. For eksempel kan vi ikke magte en teknologisk opgave som netbank, hvilket de har i Østervraa, fortæller JAKs direktør Anne Marie Jensen. Fusionen mangler den endelige godkendelse fra Finanstilsynet, men det betragter Anne Marie Jensen som en formssag. Det kan da også nævnes, at JAK i Sæby gennemførte en tilsvarende fusion med Østervraa tidligere på året. JAK står for Jord Arbejde Kapital, og det var oprindelige forbundet med JAK Banken, der havde hovedsæde i Middelfart og selvstændige afdelinger flere steder i landet, blandt andet i Hjørring. I 1970erne fusionerede JAK Banken med Bikuben, men flere afdelinger fortsatte under betegnelsen Fælleskassen, inden man i 1985 tog navnet JAK op igen. På et tidspunkt var der 21 af disse andelskasser rundt om i landet, men nu er der 17 - og altså snart kun 16. Hos JAK er der ikke noget, der hedder renter, hverken på ud- eller indlån. Pengene til driften kommer fra gebyrer og renter fra de indestående penge, som JAK kan arbejde med: - Men med tidens lave rentesatser bliver det sværere og sværere at få det til at hænge sammen, oplyser Anne Marie Jensen. I Hjørring har man ved hjælp af ulønnet arbejdskraft kunnet holde åbent tre timer ugentlig, så også på den led får andelshaverne bedre vilkår i Østervraa Andelskasse, der har ekspedition to dage ugentligt og åbent for telefonerne hele ugen. Ved den ekstraordinære generalforsamling, hvor fusionen blev behandlet, blev den vedtaget enstemmigt.