Jakob fra Strandby er på vej til Emiraterne

Nordjysk verdens-rekordholder i racerunning skal til VM

Claus T. Kræmmergård
Jakob Birkbak fra Strandby er en af verdens bedste indenfor disciplinen racerunning.Arkivfoto: Kurt Bering
Frederikshavn 1. december 2011 11:44

STRANDBY: Jakob Birkbak fra Strandby er i øjeblikket ved at pakke taskerne til en rejse mod varmere himmelstrøg. Den 28-årige spastiker er nemlig en af verdens bedste til handicapdisciplinen racerunning - og derfor er han også en naturlig del af det danske landshold, der fredag rejser til VM i Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater. - Jeg glæder mig helt vildt meget, og jeg håber at få nogle gode resultater med hjem, fortæller Jakob Birkbak til NORDJYSKE inden afrejsen. Den 28-årige strandbynit er verdensrekordholder på såvel 100 meter, 200 meter, 400 meter og 800 meter i racerunning. Alligevel er han spændt på, hvordan det kommer til at gå på den arabiske halvø. - Jeg har trænet meget, men det er svært, når det er så koldt. Jeg glæder mig til at se hvordan, det går dernede i varmen, fortæller han. De danske efterårstemperaturer har betydet, at Jakob Birkbak i lange perioder har været henvist til træning på løbebånd, til svømning og til styrketræning. Første VM udenfor Europa Verdensmesterskabet i De Forenede Arabiske Emirater er det første racerunningstævne som den internationale handicapidræts organisation (IWAS) afholder udenfor Europa. - Jeg vil rigtigt gerne være med til at vise sporten frem. Jeg synes, at det er den bedste sport for handicappede, siger Jakob Birkbak. Ved VM deltager der handicap-atleter fra 38 forskellige lande - og Jakob Birkbak ser meget frem til oplevelsen. - Jeg elsker at løbe, og jeg elsker at møde andre mennesker. Og så elsker jeg at komme ud at rejse. - Og så håber jeg, at jeg kan komme til at se Khalifa-tårnet (med sine knap 830 meter verdens højeste, red.). Det er fredag, at Jakob Birkbak - sammen med sin mor Alice - sætter sig i flyet på vej mod De Forenede Arabiske Emirater. Stævnet slutter 8. december.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...