Jakob Fuglsang om 3. etape: Et helvede

Den danske Astana-rytter mener, at 3. etape af Tour de France var en ubehagelig omgang.

Jakob Fuglsang om 3. etape: Et helvede

Det var en hård omgang for rytterne at komme igennem mandagens 3. etape af Tour de France.

De 145,5 kilometer fra Ajaccio til Calvi tog blandt andet hårdt på Astanas danske holdkaptajn, Jakob Fuglsang.

- Det var et helvede, siger han på spørgsmålet om, hvordan det havde været at køre etapen.

På forhånd var 3. etape frygtet af mange på grund af små og dårlige veje op og ned på Korsika.

- Når det er sving på sving på sving, så bliver det en kamp om at sidde fremme. Alle hold vil gerne sidde fremme, og mange hold tror, at de skal sidde fremme med alle ni mand. Så bliver det bare én stor fight i 150 kilometer.

- Der er stress i feltet hele tiden, og alle forsøger at køre hurtigere end de andre. Derfor får udbruddet aldrig nogen reel chance, siger Jakob Fuglsang med henvisning til mandagens lykkeriddere, der blev indhentet kort før mål.

Australieren Simon Gerrans (Orica-Greenedge) vandt etapen foran den slovakiske favorit Peter Sagan (Cannondale).

Belgieren Jan Bakelants (Radioshack) fører fortsat i den samlede stilling.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.