Jakob Poulsen: Spilletid er vigtigere end penge

For den danske landsholdsspiller Jakob Poulsen var spilletid i FCM langt vigtigere end en høj gage i Monaco.

15. marts 2014 11:50

Det er gået uhyggeligt stærkt for Jakob Poulsen, siden han i januar skiftede fra den franske storklub Monaco til Superligaens førerhold FC Midtjylland.

I storsejren over FC København scorede han et drømmemål, som var med til at give ham comeback på landsholdet og senere en plads i startopstillingen i 0-1-nederlaget til England på Wembley.

Så Jakob Poulsen kunne næsten ikke have drømt om mere.

- Vi kunne have vundet i OB (FCM tabte 1-2 i forårspremieren, red.). Det er det eneste, der kunne have hjulpet, men ellers kunne drejebogen ikke være skrevet bedre, siger Jakob Poulsen.

Skiftet væk fra bænken og tribunen i Monaco har betydet en glæde ved fodboldspillet igen for Jakob Poulsen, der dog måtte gå ned i løn hos FCM.

- Det var ikke pengene, der trak. Det handlede om, at jeg skulle til at spille fodbold igen. Det var jo kun derfor. Og vi kunne få det til at lykkes, FC Midtjylland og jeg, så det var super dejligt.

- Jeg tror alligevel ikke, at jeg lider nogen nød. Det er ikke sådan, at folk skal have ondt af mig. Det var førsteprioritet, at jeg skulle ud og spille fodbold igen, forklarer Jakob Poulsen.

- Jeg skiftede klub halvandet år før kontraktudløb, så på den måde har jeg ikke kørt den helt ud. Og det har jeg ikke fortrudt, siger han.

Søndag skal FCM og Jakob Poulsen møde AaB i et topopgør i Superligaen. En sejr over AaB kan bringe midtjyderne hele otte point foran nordjyderne i kampen om det danske mesterskab.

FCM har aldrig vundet guld. Men det kom især tættere på efter den nærmest historiske 5-1-sejr over FCK i forrige spillerunde, mener midtbanespilleren.

- Det bliver ikke den sejr, som giver os guldet. Men det var helt klart et skridt på vejen. Og det gav selvfølgelig også lidt selvtillid at vinde så komfortabelt i Parken.

- Det er en selvtillid, vi har taget med os i de efterfølgende kampe. Vi skal forsøge at ride videre på den bølge, siger Jakob Poulsen.

I den seneste spillerunde vandt FCM med 2-0 hjemme over bundholdet Sønderjyske.

Kampen mellem AaB og FCM spilles søndag klokken 17.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...