Vold

Jalousiopgør endte galt

Glostrup: Det var efter alt at dømme et jalousiopgør, der søndag formiddag førte til et knivoverfald og skyderi i en lejlighed i Høje Taastrup. Ifølge politiet forsøgte en jaloux 19-årig mand at trænge ind til en fest i Sylen i Høje Taastrup, men efter en del tumult blev den 19-årige ramt af et strejfskud i det ene knæ. Men Københavns Vestegns Politi sigter samtidig skudofret for at have stukket en kniv i maven og i låret på én af festdeltagerne, før han selv blev skudt i benet. Derfor er skudofret nu selv sigtet for drabsforsøg. Samme sigtelse hviler over en festdeltager, som politiet mener har affyret skuddet mod den 19-åriges knæ. Sidstnævntes sigtelse bygger dog udelukkende på en - ifølge politiet - usammenhængende forklaring og ikke konkrete, tekniske beviser eller vidneudsagn./ritzau/