Jaloux mand trækker kniv i Rødekro

Politiet har anholdt 31-årig mand fra Ringsted. Han sigtes for at stikke en anden med kniv på grund af jalousi

Jaloux mand trækker kniv i Rødekro

En 31-årig mand fra Ringsted er blevet anholdt efter et knivstikkeri fredag i Rødekro i Sønderjylland. Politiet mener, at han stak en anden mand i jalousi.

Den 31-årige opsøgte fredag en 48-mand i dennes bolig i Rødekro og stak ham to gange med en kniv.

Offeret blev stukket i overkroppen og er blevet indlagt på sygehuset i Aabenraa.

Den 31-årige forsvandt fra stedet i fuldt firspring, men blev anholdt af en politipatrulje 20 minutter efter, idet han var ved at stige ind i en taxi på banegårdspladsen i Rødekro for at flygte fra stedet.

Vidner har fortalt politiet, at de to mænd har været kærester med den samme pige, og på den baggrund mener politiet, at det var jalousi, der løb af med den 31-årige.

- Han var tilsyneladende jaloux over, at den 48-årige havde opretholdt et venskab med pigen, siger vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.