Jaloux politiker meldt til politiet

Byrådsmedlem skrev 'beskidte' sms beskeder til sin kone, der havde affære med skoleleder Kaare Maul.

Politiet måtte gribe ind, da byrådspolitiker Henrik Degn (K) fra Vesthimmerlands Kommune sidste sommer sendte sin kone - med Henrik Degns eget ord - 'beskidte' sms'er. Det gjorde han, efter at han havde fundet ud af, at hun havde en affære med skoleleder Kaare Maul. Henrik Degns egen kone meldte ham til politiet. Oplysningerne fremgår af den klage-mail, som Henrik Degn selv sendte til chefer i forvaltningen, og som blev startskuddet for den sag, der senere endte med, at Kaare Maul blev fyret fra Strandby Skole. NORDJYSKE har fået kendskab til mailen, der først blev slettet i forvaltningen, men senere blev genskabt og printet ud på opfordring fra Kommunernes Landsforening, KL. - Da jeg har været udsat for bedrag, løgn og utroskab, har jeg valgt at ville orientere alle relevante med denne skrivelse for at være sikker på, at tingene er sagt, som de er sket, skriver Henrik Degn til indledning i mailen. Over flere sider fortæller han om sin kone og skoleleder Kaare Maul. Han fører en del rygter frem. Det gælder for eksempel en fest, som lærerne holdt efter skoleårets afslutning. Henrik Degn skriver om sin kone og Kaare Maul, at de ¿blev taget i at kneppe et sted på skolen og blev ført tilbage til festen¿. Problemet er bare, at festen slet ikke blev holdt på skolen. Henrik Degn sendte ikke kun vrede sms¿er til sin egen kone. Han forklarer også i mailen, at han også sendte sms til Kaare Mauls kone. Her skrev han om Kaare Maul, at det var 'den forkerte mands kone, han kneppede denne gang'. Efter at politiet kontaktede Henrik Degn, sendte han ikke flere vrede og truende sms'er. Kaare Mauls advokat Torben Haldrup har læst mailen, som kommunen har givet aktindsigt i, men han ønsker ikke at kommentere indholdet. - Jeg kan kun sige, at mailen viser, at i hvert fald forvaltningschef Freddy Nederby allerede i juli havde kendskab til, at Kaare Maul og læreren havde boet sammen, siger han. Dermed står Kaare Maul med en trumf på et vigtigt punkt i sagen. Henrik Degn ønsker forsat ikke at kommentere mailen. Det gør hverken ordførende direktør Mogens Kristensen eller forvaltningschef Freddy Nederby tilsyneladende heller ikke. I hvert fald har de ikke besvaret NORDJYSKE's henvendelser.