- Jamen, det er helt vildt!

Bettina har svært ved at få armene ned efter byrådsmødet

Lokalpolitik 27. december 2010 05:00

Bettina Bak Christensen fra Sæby har svært ved at få armene ned, efter politikerne i Frederikshavn Kommune har valgt at bevare Det Kognitive Værksted i Frederikshavn og Skagen. Det skete på et byrådsmøde i onsdags, hvor politikerne skulle tage stilling til den kommunale aktivering. Hele området står til en omlægning, fordi statens refusion beskæres kraftigt, men politikene blev altså enige om at tage hånd om de svageste grupper. Bettina Christensen var med til byrådsmødet, og hun erkender, at hun tog plads i stolen med særdeles bange anelser - Der var lagt op til, at der skulle fyres 60 medarbejdere i projektafdelingen og i jobcentrene. Nu taler de om, at der "kun" skal fyres 17 medarbejdere, og at det måske kan ske med "naturlig afgang". Resultatet er blandt andet, at Det Kognitive Værksted blev reddet, siger en glad Bettina Christensen. Som tidligere omtalt i NORDJYSKE har Bettina haft flere depressioner, og efter et stort antal sygedage blev hun sidste år fyret fra sit job som sygeplejerske på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn. Bettina kom i gang med en aktivering med henblik på at vende tilbage til arbejdsmarkedet, og hun blev tilknyttet det Kognitive Værksted, hvor målgruppen er borgere med for eksempel stress, angst eller depression. Opholdet i værkstedet har vist sig at bære frugt, og fra næste år skal Bettina Christensen i gang med en uddannelse på Hjørring Seminarium.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...