Sport

Jammerbugt flytter pokalbraget mod FCK

Det er for dyrt at leje lysanlæg til Jetsmark Stadion. Derfor skal kampen spilles på NORDJYSKE Arena i Aalborg

Finn Larsen behøver ikke køre med kridtmaskinen op til pokalkampen mod FCK. Kampen skal spilles i Aalborg. Arkivfoto: Martin Damgård
Finn Larsen behøver ikke køre med kridtmaskinen op til pokalkampen mod FCK. Kampen skal spilles i Aalborg. Arkivfoto: Martin Damgård

Opdateret kl. 12:20

PANDRUP: Jammerbugt FC må skuffe sine mange fans, som har glædet sig til pokalkampen på Jetsmark Stadion mod de danske fodboldmestre fra FC København.

Af økonomiske årsager bliver kampen flyttet og skal i stedet spilles på NORDJYSKE Arena i Aalborg.

- Skal kampen spilles på Jetsmark Stadion, skal vi bruge op mod 300.000 kroner bare til leje af lysanlæg. De penge har vi ikke, og vi kan umuligt skaffe dem. I øvrigt vil det også være alt for mange penge at bruge på bare en enkelt kamp, siger Finn Larsen, formand for moderklubben Jetsmark IF, som ærgrer sig voldsomt over, at kampen skal flyttes.

- Nu har vi endelig fået en rigtig stor kamp til Jetsmark Stadion, og så bliver vi nødt til at flytte den. Det er utroligt irriterende, siger JIF-formanden.

Kampen var oprindelig programsat til kl. 15 om eftermiddagen onsdag 26. oktober.

Men indehaverne af tv-rettighederne har besluttet, at kampen skal vises i fjernsynet og derfor flyttes til kl. 17.30. På det tidspunkt er der mørkt, og på Jetsmark Stadion er der ikke lys.

- Det er mig ubegribeligt, at der skal sendes fjernsyn fra et stadion, hvor der ikke er mulighed for det, fordi der mangler lys. Der er mange andre kampe, der kan sendes fra. Desværre har vi ingen indflydelse på det overhovedet, siger Finn Larsen, som havde regnet med et overskud til foreningskassen på pokalkampen.

- Når kampen nu skal spilles på stadion i Aalborg, skal vi være glade, hvis vi kan holde skindet på næsen, siger Finn Larsen.

Jetsmark IF lejer sig ind på stadion i Aalborg, og satser på at få et tilskud til lejen fra DBU.

Desuden håber JIF-formanden, at der kan hentes et tilskud fra Jammerbugt Kommune.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden