Jammerbugt-fuglen flyver i udlandet ENÆGGEDE?: Jammerbugtens nye kommuneskjold, ”Fuglen”, har stor lighed med flere udenlandske logoer. Uundgåeligt, siger designerne bag, Kjeld Wilms

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I Italien har de også en fugl. Logoet for naturparken Parco del Conero.

JAMMERBUGT:Storkommunes nye kendetegn, ”Fuglen”, ser ud til at have familie i udlandet. Logoet med den hvide fugl, der folder vingerne ud mellem vand og land, er nemlig et yndet symbol i verdens naturområder. Både turistområdet Côtes d’Armor på Frankrigs vestkyst og naturparken Parco del Conero i Italien bruger fuglen, der deler vand og hav, som vartegn. Alligevel mener borgmester i den ny kommune, Mogens Gade (V), at ”Fuglen” fortsat kan fungere som Jammerbugtens særlige kendetegn. - Selvom det er de samme former, har vi jo sat vores egne ord på symbolet, der giver det betydning for os, siger han. -Kan ikke undgå kopier Kjeld Wilms fra reklamebureauet Ambizion, der har designet ”Fuglen” afviser, at udenlandske logoer har været inspirationskilde til Jammerbugt-“Fuglen”. - Vi har jo fat i fuldkomment fundamentale elementer i vores skjold. Det vil være fuldstændigt umuligt at sætte de vigtige elementer på papiret, uden at der vil kunne findes noget, der ligner. Det er utopi, siger han. Logoer og våbenskjolde, der lever op til de heraldiske regler kommer ofte til at ligne hinanden, på grund af de stramme regler omkring, hvilke farver der må bruges, og hvordan de må placeres. “Fuglen” blev ved prisoverrækkelsen rost for at opfylde heraldikken på en simpel måde, men netop det enkle design, vakte kritikernes røst, da det ny kommunevåben blev udpeget. Kjeld Wilms stiller sig enig i, at et våbenskjold med flere raffinerede detaljer ville give mere personligt særpræg og samtidig sikre færre kopier og ”enæggede tvillinger”. Alligevel fastholder han, at enkelthed er det vigtigste. Fuglen som FCK-løven - Budskabet udvandes, hvis der er for mange detaljer, og så kan man ikke huske skjoldet, siger han. Han sammenligner kommuneskjoldene med fodboldholdenes våbenskjold, der generelt minder meget om hinanden, men stadig let kan skelnes blandt fodboldfans. På samme måde som FCKs løver, samler fodboldentusiaster, håber Kjeld Wilms, at “Fuglen” vil kunne samle et “kommunens hold” i Jammerbugten. Borgmester i den ny storkommune, Mogens Gade, fastholder, at valget af ”Fuglen” som Jammerbugtens nye kommuneskjold, var det rigtige. - Det fortæller noget om os; om landet mellem land og fjord. Og så kan det altså ikke genere mig, at der findes et, der ligner, i Bretagne, siger han.