Jammerbugt klar til bedre jobindsats

14 statslige og 42 kommunale medarbejdere er samlet i nyt jobcenter på rådhuset i Brovst

Hans Chr. Nielsen
Be­ne­dic­te Over­gaard, kom­mu­nal job­cen­ter­chef, og Per Niel­sen, stats­lig job­cen­ter­chef, i den tid­li­ge­re by­råds­sal i Brovst, der nu er en del af det nye job­cen­ter. FOTO: MAR­TIN DAM­GÅRD
Arbejdsløshed 3. januar 2007 05:00

BROVST: Med social-, sundheds- og beskæftigelsesforvaltning bliver Brovst det rådhus i den nye Jammerbugt Kommune, hvor der bliver størst trafik af borgere. En nyskabelse på rådhuset i Brovst er Jobcenter Jammerbugt, hvor samtlige spørgsmål vedrørende beskæftigelse i fremtiden skal behandles. 14 statslige AF-medarbejdere og 42 kommunale medarbejdere er flyttet sammen i det nye jobcenter, der bl.a. har til huse i den tidligere byrådssal. De statslige medarbejdere tager sig af de forsikrede ledige, mens de ikke forsikrede er kommunens ansvar. - Gennem et tæt samarbejde i jobcentret håber vi at kunne gøre en endnu bedre beskæftigelsesindsats til glæde for både borgere og erhvervsliv, siger Benedicte Overgaard, der er kommunal jobcenterchef. - Vores store opgave bliver nu for alvor at vise, at vi bliver bedre til at løse beskæftigelsesopgaverne end hidtil, supplerer socialdirektør Jane Hvas. Det kan vi bl.a. gøre ved at samle de gode erfaringer fra AF og de gode erfaringer fra de kommunale medarbejdere. De to systemer har hidtil haft forskellige måder at arbejde på. - En af de store opgaver bliver at få styr på dagpengeområdet, uddyber Jane Hvas. De seneste prognoser fra 2006 viser et betydeligt merforbrug. Størst i Pandrup Kommune, hvor der i det forløbne år var et merforbrug på dagpengeområdet på syv-otte mio. kr. Jane Hvas kender ikke de nøjagtige, aktuelle tal, da datasystemet endnu ikke er fuldt opdateret. Men hun skønner, at der omregnet til helårsværk er 70-80 personer på dagpenge i Jammerbugt Kommune. For at nedbringe antallet af dagpengemodtagere er oprettet et specialteam inden for revalidering og flexjob i Aabybro. Som eksempel på den store trafik, der bliver af borgere på rådhuset i Brovst, nævner Jane Hvas, at hver medarbejder i jobcentret ventes at skulle have tre borgere til samtale daglig. Det vil sige omkring 120 borgere daglig, som skal diskutere job, offentlig forsørgelse eller anden form for hjælp. Jobcentrets medarbejdere er delt i fem teams: virksomhedsteam, sygedagpenge, integration og to teams vedrørende kontanthjælp. Indgangen til jobcentret er en jobcenterbutik, hvor borgerne bliver guidet videre til de medarbejdere, de skal tale med. - Placeringen af statslige og kommunale medarbejdere samme sted skal gerne sikre mere sammenhæng i opgaverne, større effektivitet og bedre service for borgerne, pointerer Benedicte Overgaard. Og det skal gerne være med til at sikre, at ledige kommer tilbage på arbejdsmarkedet hurtigst muligt. Skiltning og indretning i det nye jobcenter er endnu ikke endeligt på plads. Når centret er færdigindrettet, bliver det også med storskærm, hvor man vil kunne se ledige job.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...