Jammerbugt mod AaB

Tirsdag 18. maj klokken 18 skal et udvalgt fodboldhold fra Jammerbugt Kommune møde selveste AaB's superligahold.

Opvisningskampen er kommet i stand i anledning af Gjøl Gymnastik- og Boldklubs jubilæum, og træner Michael Andersen har udvalgt de 18 lokale helte, der skal tage kampen op mod AaB. Det er blandt andet sket efter en træningskamp mod Løkkens hold i serie 2. - Den viste, at der er meget talent i truppen. Holdet viste stor løbevillighed og vilje til at udfordre modstanderne i mand-til-mand-situationer, fastslår Michael Andersen. Holdet stod godt i forsvaret og havde styr på midtbanen. Det blev til flere målchancer, men den sidste skarphed manglede, og kampen mod Løkken endte 0-0. Alt i alt er træneren tilfreds og fastslår, at der i alle kæder er teknisk dygtige og fysisk stærke spillere. Han ser frem til mødet med AaB og forventer en stor oplevelse for tilskuere, spillere og ham selv. Det samme gør Gjøl Gymnastik- og Boldklub, der håber på et stort forsalg, så der ikke bliver et stort pres på billetsalget tirsdag ved indgangen til Gjøl Stadion. Selve banen har været hårdt medtaget af vinteren, og kommunens folk har kæmpet for at den klar til opvisningskampen. Borgmester Mogens Gade roser gymnastik- og boldklubben for at tilbyde et så flot arrangement, og han kalder det en god måde at markere og markedsføre kommunen på.