Alice og Henrik skrev købsaftale på kaffefilter: Nu har de lysshow i baren og dobbeltseng i cirkelpoleret stål

Og det skulle gå hurtigt, for N. H. Lindhardt havde i lang tid forsøgt at købe de halvanden hektar bag mejeriet. Nu havde ejeren endelig givet sig, og så måtte der improviseres - chancen skulle gribes.

- Jeg tænkte, at det nok var den eneste gang, jeg fik mulighed for at købe de halvanden hektar, så aftalen skulle på papir, inden sælgeren skiftede mening. Vi sad i køkkenet, og det eneste papir i nærheden, var et kaffefilter, siger N. H. Lindhardt.

På den ny-erhvervede jord lå et nyt, moderne træhus inde i en skov. Det var meningen, at huset skulle sælges, for Alice og N. H. Lindhardt boede fint i lejligheden på Aabybro Mejeri. Men da Alice Lindhardt så huset indvendigt, var hun solgt.

- Nu havde jeg boet i et gammelt hus fra 1888 i 18 år,og det nye hus var åbent, lyst og lækkert, siger hun.

Og sådan blev det, selvom man fornemmer, at N. H. Lindhardt måske ikke var helt så vild med idéen. Flytningen viste sig også at have en anden fordel; De ansatte stikker ikke længere hovedet ind i privaten i tide og utide, for nu der er for langt at gå.

Parret var dog enige om, at møblerne fra lejligheden på mejeriet ikke ville passe til det sort-hvide hus. Der måtte købes nyt - røde sager, der er parrets signatur i alt det sort-hvide. Det løb op - så meget, at N. H. Lindhardt gik og brokkede sig. Han blev dog lukket ned af parrets børn, som for længst var flyttet hjemme fra. De gjorde knastørt far opmærksom på, at det var dyrt at flytte hjemmefra.

- Det tog mig et år at vænne mig til det her moderne hus. Jeg havde jo boet på mejeriet siden 1968, hvor mine forældre købte det, siger N. H. Lindhardt.

For at få lys ind og udsyn fra huset blev den omgivende skov fældet. I alt 8000 grantræer måtte lade livet, men nu er udsigten fra det store køkken-alrum lang og harmonisk hen over græsset hen over Ryå og over mod Gl. Landevej.

Midt i udsigten står en råt tilhugget obelisk af grøn granit. Den fem en halv meter høje og 12 tons tunge søjle kommer fra Nordkap og symboliserer blandt andet, at N. H. Lindhardt i foråret 2015 vandt en langstrakt retssag om navnet på en is. Men stenen har også et psykologisk formål.

- Nu er jeg sikker på, at jeg ikke kommer til at udvide mejeriet den vej ud i den flotte udsigt, siger N. H. Lindhardt.

Udsigten kan om sommeren også nydes fra den enorme træterrasse, der snor sig rundt om halvdelen af huset. 250 kvadratmeter, anslår N. H. Lindhardt efter en omhyggelig afskridtning. Selvom der er langt over til Gl. Landevej, er terrassen udstyret med et læsejl, der gemmer sig i en cylinder på huset. Alice Lindhardt hiver sejlet ud, og vupti, er den del af terrassen, der ligger tættets på huset bliver helt privat.

Idet yderste af synsfeltet kan man se en opstilling af forskellige dyr i naturlig størrelse. I skovbrynet står tre velvoksne høns, en hane, en gris og en gås, der i anledning af højtiden har fået rødt tørklæde om halsen. Dertil kommer seks glasfiberkøer i naturlig størrelse, der, som deres ægte kolleger, kun er ude om sommeren.

- Jeg er skør i hovedet, siger Alice Lindhardt, når man ser spørgende på hende.

Et sæt møbler har N. H. Lindhardt dog fået med sig over i det nye hus. Tre brune kolosser i form af en Chesterfield sofa og to tilsvarende stole forsøger uden held at gemme sig i den bagerste ende af "den fine stue". De satmmer fra C. W. Obels fabrik og er købt på auktion, da fabrikken lukkede i 1996.

- Dem ville jeg have med her over, siger N. H. Lindhardt, der tit sidder i de store møbler og læser sin favoritlitteratur: Biografier.

Parret har tilbygget en udestue i glas. Her skiller et overdrevent blæret guldbord sig ude, som det står omgivet af rattanstole. Bordet, der fint kunne stå hos både Trump og Putin, har sin helt egern historie, ligesom de andre møbler, der ikke passer ind i det minimalistiske hus. Alice fortæller:

- Henriks onkel i Viborg købte en container med møbler, som Hotel D'anglterre i København ikke havde brug for efter hotellets seneste renovering.

Parret købte syv borde til mejeriets cafe, og det ene, der blev til overs, pryder nu udestuen. N. H. Lindhardt understreger, at bordene blev købt ubeset.

I en vindueskarm står en 40 centimeter lang, stærkt forcromet mini-motorcykel. N. H. Lindhardt har noget med motorcykler og biler, og dette eksemplar fik han i 50 års fødselsdagsgave. Den var ikke konens kop te og var derfor på vej i garagen, men efter hårde forhandlinger fik den lov at blive, mod at Alice Lindhart kunne få lov at sætte en af sine nisser på sadlen. Kompromis-nissen, kalder de den. Det indgår også i aftalen, at Alice Lindhardt må have alle sine nisser fremme til jul.

Når Alice og N. H. Lindhardt har gæster rykkes der fra spisebordet i køkkenet ind ved bordet i samme rum, som "den fine Stue". Og her i huset bliver der hverken brugt dug eller dækkeservietter, for det runde bord er en stor farverig glasmosaik med utallige hints til familiens liv. Fire guldsmede symboliserer far, mor og to børn, vanilieblomsten peger på mejeriet og vaniljeis, solen minder om N. H. Lindhardts mor, hvis valgsprog var at "Der er intet nyt under solen" og i midten af bordet ses det blå Ryå-logo.

På husets førstesal finder man blandt andet parrets soveværelse med en helt særlig seng. Der var enighed om, at en ny seng skulle der til, og da mejerister efter N. H. Lindhardts eget udsagn rigtig godt kan lide rustfrit stål, står der nu noget så usædvanligt som en seng, udført i cirkelpoleret stål, tegnet af N. H. Lindhardt selv.

- Min svigermor synes det var noget underligt noget med en stålseng, for stål er jo koldt. Så sagde jeg, at jeg bare kan lægge varme ind i den, griner N. H. Lindhardt.

I garagen ligger N. H. Lindhardts slyngelstue/gildesal. Her kan der komme knald på musikken og serveres drinks fra den omfangsrige bar, der blinker i alle regnbuens farver. Den bruges til store fester, og fungerer derudover som man-cave for far og sønner. Sidstnævnte er henvist til slyngelstuen, når de skal ryge.

Men an af de rigtig store fordele ved at bo væk fra mejeriet er afstanden. Den er ikke megalang i meter, men mentalt har den gjort en stor forskel.

- Når vi er gået hjem, er vi hjemme. Det har personalet også lært, siger Alice Lindhardt.