1000 kvadratmeter klitområde brændt ned - antændt af fyrværkeri
En mand kan se frem til at modtage en bøde
Opdateret kl. 10:01
RØDHUS KLIT: Sent fredag aften og natten til lørdag, er et område på cirka 1000 kvadratmeter klitplantage ved Rødhus Klit brændt ned. Nordjyllands Politi har efterfølgende sigtet en mand efter beredskabsbekendtgørelsen.
Branden blev anmeldt af sommerhusgæster klokken 23.18. Inden havde flere hørt ét - eller flere - høje brag, ligesom andre synes, at de havde set fyrværkeri i området.
Udover brandfolkene fra Pandrup, der kæmpede for at få flammerne stoppet, var Nordjyllands Politi også på stedet.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen, fortæller, at man fik vished for, at der havde været affyret fyrværkeri.
- En mand havde antændt en raket, der ikke var steget til vejrs, men som sprang på jorden, og på den måde antændte klitterne, siger han.
Politiet kunne dog senere på natten standse manden i bil tæt ved Aalborg.
- Her erkendte føreren, at han havde været i området og affyret fyrværkeri, siger Jesper Sørensen, der fortæller at manden er sigtet efter beredskabsbekendtgørelsen, og kan se frem til en bøde.
Indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Dorthe Krogh, fortæller, at selvom det var et område på 1000 kvadratmeter, der brændte ned, så var der aldrig fare for at ilden ville brede sig til huse i området.
- Vi var heldige med vindretningen, og så var gæster i området gode til at hjælpe til - på trods af, at det var meget sent på aftenen, siger hun.
Brandfolkene fra Pandrup var færdige med slukningsarbejdet omkring klokken 01.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.