COVID‑19

Corona: Jammerbugt Kommune søger ekstra hænder til sundhed

Arbejdet i Jammerbugt Kommune med at samle ekstra hænder på sundhedsområdet i en Corona Jobbank er i fuld gang

Jammerbugt Kommune forventer at få brug for ekstra hænder til kommunens social- og sundhedsområde i forhold til den aktuelle situation med coronavirus. Arkivfoto: Lars Pauli

Jammerbugt Kommune forventer at få brug for ekstra hænder til kommunens social- og sundhedsområde i forhold til den aktuelle situation med coronavirus. Arkivfoto: Lars Pauli

JAMMERBUGT:Jammerbugt Kommune forventer at få brug for ekstra hænder til kommunens social- og sundhedsområde i forhold til den aktuelle situation med coronavirus.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Derfor indsamler Jammerbugt Kommune allerede nu tilmeldinger inden for sundhedsområdet i kommunens jobbank.

- Vi står over for en ukendt situation i forhold til, hvor meget sundhedspersonale, vi kommer til at have brug for i de kommende uger. Derfor opfordrer jeg alle studerende eller uddannede sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, socialpædagoger og andre med relevant uddannelse til at melde sig i Jammerbugt Kommunes jobbank, lyder det fra borgmester Mogens Christen Gade (V).

Kommunen beder også borgere, inden for sundhedsområdet, som er gået på pension, eller som på anden måde har været væk fra deres fag i en periode, om at melde sig til Jammerbugt Kommunes Jobbank.

Tilmelding foregår på dette link til jobbanken.

- Jammerbugt Kommune kontakter de enkelte tilmeldte, når vi får brug for hjælp. Alle får løn efter gældende overenskomst, oplyses det.

Kommunen arbejder hjemme

Selv om mange medarbejdere i Jammerbugt Kommune ikke møder fysisk ind på deres vante arbejdsplads, så arbejder de fortsat med at servicere borgere og virksomheder - det sker bare i høj grad hjemmefra.

- I kommunen løfter vi de borgernære opgaver. Så selv om vi står i en usædvanlig situation, så arbejder vores medarbejdere fortsat med at holde hjulene i gang i forhold til sundhed, ældrepleje, undervisning, natur og miljø, rengøring, borgerbetjening og meget andet. Det er klart, at nogle områder er droslet ned, men der er til gengæld ekstra travlt på andre områder med at tilpasse os de mange forbehold, anbefalinger og bekendtgørelser, som vi skal justere vores drift efter, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Særlig ånd

Kommunens kriseberedskab arbejder også intenst med at koordinere opgaveløsningen i forhold til den daglige drift og sikre sig koordination i forhold til både KL, Regionen og øvrige myndigheder.

- Jeg har stor ros til vores medarbejdere i administrationen og medarbejderne i marken med at få overblik over de mange tiltag, der hver dag kommer fra forskellige myndigheder, og som vi skal virkeliggøre i driften. Jeg kan se, at samarbejdet fungerer godt med at få al den information ud til de medarbejdere i f.eks. ældreplejen, der står med opgaven i det daglige. Det er også tydeligt for mig, at vi har en helt særlig ånd på tværs af vores forvaltningsområder. Hvert område er meget opmærksom på at byde ind med ressourcer, som kan understøtte andre områder, end deres eget, understreger Mogens Christen Gade.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.