Eleverne på Fjerritslev College sendes ikke hjem: - De skal holde sig for sig selv

På Fjerritslev College, der hører til Fjerritslev Gymnasium, lader man eleverne blive boende. Men de skal ikke omgås hinanden, siger konstitueret rektor

Eleverne på Fjerritslev College har hver deres bolig. Arkivfoto: Peter Mørk <i>Foto: Peter Mørk</i>

Eleverne på Fjerritslev College har hver deres bolig. Arkivfoto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

FJERRITSLEV:I lyset af statsminister Mette Frederiksens påbud onsdag aften har Fjerritslev Gymnasium afbrudt al undervisning på skolen.

Men Fjerritslev College, der er en del af gymnasiet, hvor studerende kan bo under deres gymnasietid, har man ikke lukket.

Det skyldes, at de studerende har deres egne boliger.

- De har hver deres lille lejlighed med køkken og bad, så vi har bedt dem om at holde sig for sig selv og ikke omgås hinanden, siger Anders Krogh, konstitueret rektor ved Fjerritslev Gymnasium, og uddyber, at de forskellige sportsfaciliteter heller ikke længere vil være i brug.

Han fortæller dog, at det er svært for personalet at holde egentligt opsyn med de unge, og at de må stole på, at de overholder reglerne. Han meddeler også, at nogle af beboerne har valgt at tage hjem frem for at blive på Fjerritslev College.

Anders Krogh oplyser, at man vil holde daglig kontakt med de elever, der bliver boende på Fjerritslev College.

Beboerne skal følge undervisningen digitalt på lige fod med resten af gymnasiets elever.

I forhold til lukningen af skolen de næste to uger, er Anders Krogh positiv.

- Det er en lettelse, at den her beslutning er blevet taget. Så skal vi ikke selv gå og fortolke på anvisningerne og finde ud af, om nogen har været i kontakt med smittede, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.