Første spadestik taget til nyt stort skoleprojekt i Pandrup
Skolecenter Jetsmark får i fremtiden nye og opgraderede faciliteter at tilbyde deres elever

Borgmester Mogens Christen Gade (V) tog det første "spadestik" til det nye skolebyggeri. Foto: Henrik Louis
PANDRUP:- Vi kører lige nu rundt i en gammel Skoda og kommer til at køre i den fineste fine Tesla. Det er to usammenlignelige verdener.
Sådan lyder ordene fra Skolecenter Jetsmarks leder, Jakob Voldby, om det nye skolebyggeri, der tirsdag blev taget første spadestik til på Jetsmark Kirkevej.

Sådan kommer Jetsmark Skole til at se ud i fremtiden. Foto: Ejendomscenter Jammerbugt
Projektet er ét af de største anlægsprojekter i Jammerbugt Kommunes historie, kan man læse i projektforslaget.
8000 kvadratmeter og fire splinternye bygninger bliver realiteterne i fremtiden for skolen i Pandrup, når det nye byggeprojekt efter planen skal stå klar til indflytning i august 2023.
Læring tænkt ind i indretning
I skolebyggeriet og selve indretningen af klasse- og fælleslokaler er den daglige undervisning, sociale aktiviteter og forskellige læringsmetoder tænkt ind på et helt konkret plan.
Det fortæller skoleleder på Skolecenter Jetsmark, Jakob Voldby.
- Al forskning viser, at det er i interaktionen mellem elev og elev og mellem elev og lærer, at den største læring sker. Det er ikke ved den klassiske tavleundervisning. Klasselokalet bliver i stedet med en formidlingszone, hvor eleverne kan søge læring gennem dialog, siger han om udsigterne til fremtidens skolegang på Skolecenter Jetsmark.

Der bliver taget første spadestik til et nyt stort byggeprojekt i skikkelse af Skolecenter Jetsmark. Foto: Henrik Louis
- Samtidig er det også muligt at styre niveaudelt undervisning i det samme klasselokale. Man havde en lang periode, hvor man byggede skoler med tilhørende grupperum. Det har vi ikke hos os, for vi tror på, at det er læreren, der faciliterer læringen, uddyber Jakob Voldby.
Skal være samlingspunkt
Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade (V), har også kun ros til overs for det nye skolebyggeri til Skolecenter Jetsmark. De nye faciliteter kommer ikke kun til at bidrage til skolen, men hele lokalområdet, mener borgmesteren.
- Det er jo en historisk investering, vi laver. 150 millioner i skolen og 66 millioner i Jetsmark Idrætscenter. Vi får et fyrtårn i området og et lokalt kulturcenter, som kan tilbyde fantastiske fysiske rammer i skole og fritid. Det er et helt vildt imponerende kulturcenter i forhold til trivsel for områdets børn og unge, siger Mogens Christen Gade.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Udover at skulle huse de over 600 skolebørn, der pt. går på Skolecenter Jetsmark, håber skoleder Jakob Voldby også, at det nye skolebyggeri kan rumme andre aktiviteter og arrangementer - netop også til glæde for lokalområdet.
- Vi har indtænkt, at skolen ikke kun skal have funktion som skole, men skal også kunne understøtte andre aktiviteter på skolen. Vi vil gerne holde store foredrag, musikarrangementer. Jeg drømmer meget om, at skolen er i brug uden for skolens åbningstider. En slags kulturcenter, siger Jakob Voldby.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.