Frifundet: 42-årig skød ikke dreng i benet med vilje

En 42-årig mand fra Fjerritslev er frifundet for grov vold

Retssag 8. august 2019 18:44

FJERRITSLEV: En 42-årig mand blev torsdag frifundet for med vilje at have skudt en seks-årig dreng i benet med et luftgevær.

Manden var ellers tiltalt for grov vold, ved at have skudt drengen i baglåret med et luftgevær, så der efterfølgende måtte opereres et hagl ud.

Men selvom Retten i Hjørring kom frem til, at det var den 42-årige der havde skudt, så mente retten ikke, at der var beviser for, at der var skudt med vilje, fortæller anklager Bjørn Fogh.

Episoden fandt sted 1. juni i Fjerritslev, hvor den seks-årige dreng var gået ned til den 42-årig mand, som også er underbo.

Kort tid efter kom drengen grædende tilbage til sin mor med et skudsår i benet.

I retten nægtede den 42-årige, at han overhovedet havde skudt med luftgeværet, selvom der kun var ham og drengen til stede i lejligheden, da skuddet faldt.

Omvendt forklarede drengen, at det kunne have været et uheld, at geværet var gået af, fordi den 42-årige havde stået og fægtet med det, fortæller Bjørn Fogh.

Og derfor fandt retten altså ikke, at det var tilstrækkeligt bevist, at den 42-årige havde til hensigt at skyde drengen i benet, og derfor kunne han ikke dømmes for grov vold.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...