Her er de største vindere efter valget i Jammerbugt

Det er hverken Venstre, Konservative eller Socialdemokratiet, der er valgets helt store vindere

Der var smil og kram efter den brede konstituering. Foto: Lars Pauli

Der var smil og kram efter den brede konstituering. Foto: Lars Pauli

ANALYSE:Socialdemokratiet havde en hård tirsdag aften.

I Hjørring røg Arne Boelt, i regionen måtte Ulla Astman give formandsposten fra sig og Thomas Kastrup-Larsen styrtblødede vælgere i Aalborg.

Og allerede tidligt på aftenen havde de nok gerne byttet deres procentvise tilbagegang med deres partifælle i Jammerbugt.

Minkskandalen, slettede sms'er og en nedlukning på et tvivlsomt grundlag formåede Diane Aarestrup at overvinde, og hun sikrede - som en af de få socialdemokrater i landet - fremgang for sit parti. Godt nok kun på 1,6 procent, men i forhold til hvordan det gik i de øvrige kommuner, må det siges at være et fremragende resultat.

Det var aldrig nok til for alvor at få borgmesterkæden indenfor rækkevidde, men det var til gengæld nok til at få noget andet. Hvad det var, vender vi tilbage til, men vi skal lige runde hendes modkandidat først.

Den brede aftale

I Jammerbugt har Mogens Christen Gade fyldt meget i valgkampen. Både med sine egne sager, men også hos oppositionen på tværs af de vante fløje, som har kritiseret ham for at være egenrådig.

Med et absolut flertal bag sig, er det ikke så underligt, at en politiker med mottoet 'handling slår alt' engang imellem har taget sagen i egen hånd. Men det er ikke ligefrem gødende for et godt samarbejde på tværs i kommunalbestyrelsen.

Tirsdag aften demonstrerede Mogens Christen dog, at han er andet end en egenrådig venstremand, som nyder at regere alene.

Det absolutte flertal røg, men kun med en my, og Mogens kunne have sikret sig borgmesterposten igen alene med støtte fra DF.

Alligevel brugte han meget af aftenen på at forhandle med sin modkandidat Diane Aarestrup.

Og med støtte fra hende, DF og SF kunne han præsentere sig selv som borgmester med 23 ud af 27 mandater i ryggen.

De vinder på aftalen

Diane Aarestrups skifte kan set udefra virke underligt, når hun gennem valgkampen pegede på sig selv.

Men til gengæld for at pege på Mogens Gade får hun opfyldt et af sine andre mål - nemlig at få så meget socialdemokratisk politik igennem som muligt. Hun kunne være forblevet i en styrket opposition, men valgte konstitueringen og fik tilgengæld socialdemokrater med i samtlige udvalg. Hun valgte at træde til og hjælpe med at styre Jammerbugt i den retning, hun mener er den rigtige.

En prisværdig beslutning som viser, at hun også er handlingens kvinde.

Om det er en god strategi på lang sigt, kan vi kun gisne om, men på kort sigt tegner det godt for samarbejdet i kommunen.

Hun insisterede også på at få SF med, og Frank kan meget vel være det største plus for borgerne i den konstituering.

Han råber gerne højt – så højt at han blev uvenner med S, da han selv sad inde for dem i forrige valgperiode, og meldte sig ud. Og han har et godt samarbejde med Merete Fuglsang, og dermed måske også de to nye konservative.

Til gengæld for et bredt samarbejde får Mogens Gade mere ro på de politiske linjer. Med en næsten samlet kommunalbestyrelse i ryggen, bliver det sværere at tale om egenrådighed og en selvcentreret borgmester.

Konservative vil gøre deres for at råbe op, men et enkelt parti er lettere at overhøre end en hel opposition.

Men det er hverken Mogens eller Diane, der er de helt store vindere.

I Jammerbugt betyder den brede konstituering at mere end 80 procent af vælgerne har stemt på kandidater, som får reel indflydelse - og det må udråbes som en sejr for demokratiet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden