Ikke nok konkurrence: Jammerbugts borgere mister frit valg til hjemmehjælp

Borgerne i Jammerbugt har fra 1. august ikke mulighed for at vælge deres egen hjemmehjælp.

Der er Servicenord, der har stået for den private hjemmehjælp i Jammerbugt Kommune indtil nu. Arkivfoto

Der er Servicenord, der har stået for den private hjemmehjælp i Jammerbugt Kommune indtil nu. Arkivfoto

Jammerbugt Kommune har haft fritvalgsordningen for praktisk og personlig hjælp i hjemmet i udbud. Der har ikke været nok konkurrence, og derfor besluttede kommunen i sidste uge at annullere udbuddet.

Det betyder, at der ikke vil være frit valg af leverandør fra 1. august 2019, som det kendes i dag. Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

- Vi har valgt at annullere udbuddet på grund af manglende konkurrence. Det medfører, at borgerne i Jammerbugt Kommune i en kortere periode ikke kan vælge mellem flere leverandører på samme måde, som vi kender det i dag, fortæller Ib Nellemann (V), formand for social- og sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune.

Ib Nellemann, formand for social- og sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune, slår fast, at alle borgere fortsat vil modtage den visiterede hjælp.

Ib Nellemann, formand for social- og sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune, slår fast, at alle borgere fortsat vil modtage den visiterede hjælp.

Ib Nellemann siger til NORDJYSKE, at han ikke kan komme nærmere ind på, hvad der helt præcis menes med manglende konkurrence. Alle borgere vil fortsat modtage den visiterede hjælp, som de er blevet tildelt. De berørte vil fra 1. august overgå til kommunale tilbud.

- Således sikre vi, at alle borgere får den hjælp, som de har behov for. Vi arbejder tæt sammen med Servicenord, så borgerne er sikret den bedste mulige overgang”, fortæller Ib Nellemann.

Servicenord har tilbudt privat hjemmehjælp til omkring 350 borgere Jammerbugt Kommune indtil nu. Virksomheden har i forbindelse med udbuddet oplyst kommunen, at de afvikler Servicenord, når den nuværende aftale udløber 31. juli.

Kommunalbestyrelsen tager i juni stilling til, hvordan kommunen fra 1. august kan tilbyde borgerne et frit valg. Alle borgere vil herefter blive informeret om deres muligheder.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.