Jammerbugt fik point i svær udekamp

Trods en sen Næstved-udligning er Bo Zinck stolt over sit mandskabs indsats

Daniel Vendner
Sead Gavranovic stod for Jammerbugts føring, inden Næstved fik udlignet sent i anden halvleg. Arkivfoto: Claus Søndberg
Jammerbugt FC 8. april 2018 17:06

FODBOLD: Sead Gavranovic bragte godt nok Jammerbugt foran i søndagens 2. divisionskamp ude mod Næstved, men på et mål af Kristoffer Munksgaard sent i anden halvleg fik hjemmeholdet sikret sig 1-1.

- Det er selvfølgelig lidt irriterende, for det er en tilfældighed efter en skæv clearing, Næstved får scoret på, lyder det efter kampen fra Jammerbugts cheftræner, Bo Zinck.

- Og så kom den på et tidspunkt i kampen, hvor vi egentlig følte, at vi var tæt på at tage røven på rækkens måske stærkeste mandskab, og vi lurede på at få den omstilling, der kunne sikre sejren, og så får de i stedet udlignet.

Selvom det altså ikke blev til tre point, så er det alligevel en svært tilfreds cheftræner, der vurderer forårets nok sværeste opgave.

- Vi får et meget velfortjent point på den sværeste udebane, vi kommer til at spille på, mod et stærkt hold, der spiller med 1. divisionstempo, så det er et kæmpe cadeau til drengene, siger Bo Zinck.

- Også med tanke på, at vi kommer med et decimeret hold, hvor vi har været nødt til at skifte fem mand på grund af skader og karantæner. Så er det altså godkendt at have været i Næstved og stadig kunne sige, at vi ikke har tabt i oprykningsspillet.

Netop derfor betyder indsatsen også mere end resultatet frem mod de næste kampe.

- Nu har vi fået bevist over for os selv, at vi kan være med i det her tempo, og så skal vi kunne tage det med over i næste kamp, som også bliver en svær en, vurderer Bo Zinck om næste kamp, hvor topholdet Hvidovre kommer på besøg i det nordjyske.

- Det er også en rigtig stærk modstander, men det bliver noget andet, for hjemme i Pandrup har vi altså noget mere medvind. Vi har ikke tabt hjemme i jeg ved ikke hvor lang tid, så det bliver en rigtig fed kamp.

Det er lørdag i næste weekend, at Hvidovre kommer på besøg.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...