Mand blev blitzet af stærekasse - så tog han kobenet frem

Flere vidner kontaktede Nordjyllands Politi, da stærekasse ved Aabybro blev udsat for hærværk

Stærekassen blev smadret godt og grundigt. Foto: Jan Pedersen

Stærekassen blev smadret godt og grundigt. Foto: Jan Pedersen

AABYBRO:Nordjyllands Politi blev fredag middag kontaktet af flere vidner, som ikke stiltiende ville se på, at en af de opstillede stærekasser på Aalborgvej ved Aabybro blev udsat for hærværk.

- Klokken 12.25 blev en mand blitzet af stærekassen på strækningen mod nord. Han parkerede sin bil, og tog ifølge vidner noget, der ligner et koben frem, som han brugte til at slå gentagne gange på stærekassen, så den fik buler og glasset blev smadret, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Vidner til episoden tog registreringsnummeret på den bil, hærværksmanden kørte i, og med det i hånden søger politiet nu efter ejermanden til bilen.

- Ham vil vi gerne tale med, siger vagtchefen.

Forude venter nemlig en sigtelse for hærværket - og formentlig også en fartbøde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.