Coronavirus

Mens smitten falder i Danmark: Nu har nordjysk kommune landets højeste incidenstal

Onsdag toppede Jammerbugt igen listen over kommuner med landets højeste incidenstal

Som borgmester i Jammerbugt har Mogens Chr. Gade (V) haft mange ting at bekymre sig om under coronapandemien. Arkifoto: Bente Poder

Som borgmester i Jammerbugt har Mogens Chr. Gade (V) haft mange ting at bekymre sig om under coronapandemien. Arkifoto: Bente Poder

JAMMERBUGT:Statens Serum Institut opgør hver dag klokken 14 tal for, hvordan smitten med corona-virus udvikler sig i kommunerne i Danmark.

Og onsdag var det igen Jammerbugt Kommune, der toppede den lidet flatterende liste over de kommuner i landet med det højeste testregulerede antal smittede pr. 100.000 indbyggere.

Smittetallet har været stigende siden fredag og nåede onsdag et testreguleret indicenstal på 117,59 og samtidig med, at smittetallet er faldet i andre kommuner, blandt andet i Aalborg, der har haft flere nedlukkede sogne, er Jammerbugt altså strøget til tops. Aalborgs incidenstal var onsdag nede på 86,16.

Men der er ikke grund til bekymring i Jammerbugt - for førstepladsen kommer på en billig baggrund.

Det fortæller borgmester Mogens Chr. Gade (V).

- Jeg vidste godt, at vi var højt placeret, men det er ikke noget, vi er bekymrede for, siger han til Nordjyske.

Smitten i kommunen følger det billede, som er set tidligere, hvor der har været flere koncentrerede smitteudbrud. Senest i Aabybro, hvor der har været et udbrud på skolen, og selv om de koncentrerede smittetilfælde har ført til sognenedlukninger i blandt andet Brovst, er det ikke noget, man skal være bekymret for lige med det første.

Der er stadig et godt stykke op til grænseværdierne for sognenedlukningen som ligger på Der er mere end 600 smittede pr. 100.000 borgere og flere end 20 smittetilfælde de seneste syv dage..

Hårdt ramt

Jammerbugt Kommune har generelt været hårdt ramt, siden corona-virus gjorde sit indtog og lukkede landet ned i marts sidste år.

Nedlæggelsen af minkerhvervet, den lokale nordjyske nedlukning, sognenedlukninger er bare nogle af de ting, som har ramt kommunen, udover den generelle nedlukning, der ramte hele Danmark.

- Det har været en speciel situation og en speciel tid med nedlukning, genåbning, nedlukning, genåbning og så lokale nedlukninger igen. Det har været svært at følge med og forklare borgerne, hvorfor det nu er, vi lukker ned igen, siger Mogens Chr. Gade.

- Det har haft nogle store økonomiske konsekvenser og nogle menneskelige konsekvenser, som vi ikke har set det fulde billede af. Det håber jeg, man kan lære af, selv om det forhåbentlig aldrig bliver aktuelt igen.

Mogens Chr. Gade fik for nylig sit første vaccinationsstik og han ser frem til, at de borgere i Jammerbugt, der ønsker at blive vaccineret, har fået tilbuddet.

- Vi skal holde fokus, og det lykkes jo langt hen ad vejen, og så skal vi nok komme ud på den anden side, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.