Nær ven havde mistanke til deltidsbrandmand

Den 34-åriges mangeårige ven havde mistanke om, at hans ven kunne være brandstifter

Jesper Ramsing
Arkivfoto: Lars Pauli
Brandstiftelser 13. november 2017 09:22 - Opdateret 13. november 2017 16:44

FJERRITSLEV: Mandag blev 12 vidner afhørt på fjerde retsdag mod den 34-årige deltidsbrandmand, der er tiltalt for 33 påsatte brande i Fjerritslev-området sidste år.

Blandt andre den 34-åriges tidligere samlever, som dannede par med den tiltalt frem til han blev anholdt.

Hun bekræftede den 34-åriges egen forklaring om, at han var i en dyb personlig krise med et massivt alkoholmisbrug sidste år, da brandene hærgede.

Eks-kæresten fortalte, hvordan det begyndte at gå ned ad bakke for den 34-årige i 2013, og at det eskalerede i efteråret 2015, da den tiltalte mistede sit job. Den tidligere samlever forklarede, at den 34-årige drak næsten en kasse øl om dagen.

Ifølge ekskæresten sluttede forholdet til den 34-årige, da han blev anholdt. Men forholdet var allerede gået i stykker forinden. Hun kunne ikke længere holde hans alkoholmisbrug og løgne ud, forklarede hun i retten.

- Jeg kan og vil ikke hjælpe ham længere. Men jeg ønsker det bedste for ham, sagde hun i retten.

Ifølge ekskæresten stjal den 34-årige ofte penge og øl fra sine venner og familie for at betale for sine øl.

Forlod julefrokost

Den tiltaltes tidligere samlever forklarede også om branden på Thistedvej 22, hvor en 87-årig kvinde 19. november blev reddet ud af det stråtækte hus i sidste øjeblik.

Her var parret til julefrokost sammen blot 500 meter derfra.

I retten har den 34-årige tidligere forklaret, at han ikke forlod huset, men kun var uden for, når han skulle holde rygerne med selskab.

Hans tidligere samlever forklarede dog, at den 34-årige på et tidspunkt kom ud i køkkenet med telefonen for øret og sagde, at han gik udenfor for at tale med politiet om en brand, der havde været tidligere på dagen ved børnehaven.

Kort tid efter at den 34-årige vendte tilbage til julefrokosten brændte huset på Thistedvej, forklarede ekskæresten.

Anklageren bemærkede i den forbindelse, at teleoplysninger viser, at den 34-årige ikke modtog eller foretog noget opkald den aften.

Nær ven havde mistanke

Den 34-åriges mangeårige ven, som flere gange er blevet nævnt under retssagen vidnede også i retten mandag.

Teleoplysninger har vist, at den 34-årige i flere tilfælde har været nærheden af brande, før de brød ud, og det har den tiltalte blandt andet forklaret med, at han var ude at køre for at drikke - blandt andet med sin ven.

Det billede kunne vennen dog ikke helt genkende, men til gengæld forklarede han, at han have mistanke om, at den 34-årige kunne være brandstifter, allerede 10 dage før han blev anholdt.

På dagen, hvor huset på Thistedvej 22 brændte, var der også en brand i en hytte ved børnehaven på Svinkløvvej om eftermiddagen.

Vennen fortalte, at han havde været ude at drikke en øl med den 34-årige omkring middag, og her havde de kørt forbi børnehaven. Ifølge vennen havde den 34-årige spurgt, om børnehaven havde en container.

Det bekræftede vennen, der havde kendskab til børnehaven, og fortalte endvidere, at børnehaven også havde fået halm i en hytte. Herefter blev den 34-årige sat af derhjemme men senere hørte vennen, at netop hytten med halm var brændt.

Det vakte vennens mistanke mod den 34-årige, og da han 10 dage senere så den overvågningsvideo fra en brand på Fjerritslev Skole, som politiet offentliggjorde, var han ikke i tvivl.

Han forklarede, at han var helt sikker på, at det var den 34-årige på videoen, og kontaktede efterfølgende politiet.

Brandmands-kolleger: Han var en god brandmand

Endelig vidnede flere deltidsbrandmænd hos Falck i Fjerritslev også i retten, og de fortalte alle, at den 34-årige var en fin fyr og en god brandmand.

En af kollegerne havde i noget tid lagt mærke til, at der var noget forandret ved den 34-årige. Han var begyndt at isolere sig selv, og på et tidspunkt havde brandmands-kollegaen spurgt, om den 34-årige fik hjælp.

Brandmanden forklarede også om to konkrete brande i retten - blandt andet branden i hytten ved børnehaven. Ifølge ham, var den 34-årige passiv ved brandene og ville kun stå ved tankvognen i stedet for at røgdykke, hvilket brandmands-kollegaen fandt besynderligt.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...