NCC skal bygge Skolecenter Jetsmark - her skal børn fra Moseby, Kaas og Pandrup gå i skole

Skolebørn i Moseby, Kaas og Pandrup får ny skole i 2023. Arkivfoto: Claus Søndberg

Skolebørn i Moseby, Kaas og Pandrup får ny skole i 2023. Arkivfoto: Claus Søndberg

Skolecenter Jetsmark skal opføres som en tresporet skole fra 0.-9. klasse med integreret SFO og plads til førskoleelever, og skolen skal stå færdig i august 2023.

Det bliver NCC, der skal opføre Skolecenter Jetsmark i en hovedentreprise. Dermed får de tre byer: Moseby, Kaas og Pandrup i Jammerbugt Kommune en ny skole, som også kommer til at fungere som kulturcenter for de øvrige beboere i området.

Det oplyser NCC i en pressemeddelelse.

- Jeg er rigtigt glad for, at vi har vundet byggeriet af Skolecenter Jetsmark for Jammerbugt Kommune. Det bliver en flot og spændende skole. Vi glæder til at komme i gang med endnu et skolebyggeri for Jammerbugt Kommune, oplyser Jakob Søe Lundgaard, der er projektchef for NCC på byggeriet.

Der var flere om buddet.

- På baggrund af de fem tilbud, vi modtog på opgaven, har styregruppen og kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune valgt NCC Danmark som hovedentreprenør på den nye skole i Jetsmark. Vi har vurderet, at de er bedst til at løse opgaven. Samtidig var deres bud det laveste blandt tilbudsgiverne. Vi ser frem til samarbejdet om opgaven, oplyser formand for styregruppen, borgmester Mogens Christen Gade.

I valg af hovedentreprenør lagde Jammerbugt Kommune blandt andet vægt på, at NCC stiller med kompetente og erfarne nøglemedarbejdere, som alle demonstrerer erfaringer fra roller i projekter af relevans for den udbudte opgave i forhold til indhold, størrelse, omfang og kompleksitet.

Skolen kommer til at være et lærings- og kulturcenter for byerne i Jetsmark: Pandrup, Kaas og Moseby, og den bliver et vartegn for området.

- Det nye skolecenter vil fremstå som et arkitektonisk markant og identitetsskabende byggeri med elevernes læring, trivsel og dannelse. Desuden skal byggeriet understøtte skolen som en attraktiv arbejdsplads og fungere i samspil med lokalsamfundet som en aktiv medspiller i skolens hverdag, oplyser Jammerbugt Kommune i pressemeddelelsen.

- Skolen vil danne optimale rammer for de forskellige aktiviteter og arrangementer i løbet af skolens undervisning. Oveni får det lokale kultur- og foreningsliv også gavn af den nye skoles faciliteter. Derfor bygger Jammerbugt Kommune en fleksibel og multianvendelig skole, så både ude- og indearealer kan anvendes til så mange formål som muligt.

Skolecenter Jetsmark skal opføres som en tresporet skole fra 0-9 klasse med integreret SFO og plads til førskoleelever fra 1. april til 1. august. Idræt og bevægelse foregår i det nærliggende Jetsmark Idrætscenter. Der forventes maksimalt 200 børn indskrevet i SFO hvert år. Skolens bruttoareal bliver ca. 8.500 kvadratmeter.

Byggeriet begynder i slutningen af marts 2021 og forventes afsluttet til indflytning i august 2023. Det samlede budget er på 152 mio. kr. NCC’s andel er på 117 mio. kr.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden