Nordjyske mener: Vi fødes altså ikke med en garanti for, at velfærdsstaten passer på os i støvets år

Egentlig er det et ganske modigt forslag og fra en ganske overraskende kant. 

I den nærmeste fremtid kommer der så mange ældre, at velfærdsstaten vanskeligt kan finde penge eller personale til at løfte opgaven. 

Ældreplejen skal derfor nytænkes, lød det fra Socialdemokraternes politiske ordfører, i et interview med Jyllands-Posten, og blandt andet foreslår ordføreren at indføre en tvungen opsparing til støvets år. 

Pengene skal så senere bruges på alt fra plejehjem, rengøring og støttestrømper. 

Reelt er det selvfølgelig en ekstra skat i forklædning, men det er ikke på grund at floskelforbruget, at forslaget er blevet mødt med hovedrysten og afstandstagen fra stort set alle. 

Nej, det skyldes derimod, at ordføreren her går op mod noget, vi danskere i den grad tager for givet, og faktisk betragter som en særlig dansk paragraf i menneskerettighedskonventionerne.

Nemlig en tro på, at vi danskere fødes med en ukrænkelig garanti for, at velfærdsstaten passer på os i de sidste år.  

Siden folkepensionen blev indført i 1956 er alderdom i vidt omfang blevet en statslig opgave, og i årtier har alle partier haft bedre ældrepleje som en del af programmet.  

Ganske meget er faktisk lykkedes, og selvom der er betydelige udfordringer i sektoren, så er der få lande, der samlet set tilbyder bedre offentlig ældreomsorg. 

Det er ubetinget godt. 

Men velfærdsstaten kan kun levere så længe, der er mandskab og penge til opgaven.  Personalemangel bliver det første store problem, senere kommer det store dræn i fælleskassen, og givet er det ikke, at pengene vil række til udgiften.   

Alligevel er der kun få, der har lyst til at forholde sig til, hvad vi egentlig skal forvente af velfærdsstaten i fremtiden. 

Vi har aldrig brugt flere penge på velfærd end nu. Heller aldrig før har staten  hjulpet så mange, men det har dog ikke stillet folkets sult efter flere velfærdsgoder. 

Ansvaret er lettest at placere på Christiansborg, hvor politikerne haft travlt med at love mere til flere, og vi er havnet der, hvor ingen reelt har overblik over de forskellige tilskudsmuligheder. 

Men velfærdsstaten risikerer at kollapse hvis der ikke snart kommer en forventningsafstemning med virkeligheden. 

Ordføreren har derfor som minimum helt ret i, at vi har et problem, som vi er nødt til at få snakket om.