Var det samme røvere? Ældre mand væltet omkuld
Anmeldelse om endnu et røveri i Aabybro
Opdateret kl. 11:34
To unge blev mandag varetægtsfængslet efter et røveri, der fandt sted søndag aften i Aabybro, Jammerbugt Kommune.
Og måske stod de også bag endnu et røveri i byen samme aften.
Det oplyser politikommissær Maiken Saaby fra Lokalpolitiet i Hjørring.
Mandag fik politiet en anmeldelse om, at en ældre mand også var blevet udsat for røveri.
- Han fik stjålet sin mobiltelefon og blev skubbet omkuld af to gerningsmænd, så han fik flere skrammer, fortæller Maiken Saaby.
Det skete altså også søndag i Aabybro - umiddelbart før eller efter et røveri, der skete 22.30-tiden i området omkring Aabybro Centret. Her var en 45-årig mand blevet truet med kniv til at udlevere mobiltelefon, hævekort og kontanter.
- Vi mener, at der er en sammenhæng mellem de to røverier. Det undersøger vi nærmere gennem vidneafhøringer og ved at se videoovervågning igennem, siger Maiken Saaby.
De to unge, som mandag blev varetægtsfængslet, er henholdsvis 17 og 18 år. Det blev anholdt senere søndag på en adresse i Aabybro. Begge nægtede sig skyldige ved grundlovsforhøret men blev fængslet i foreløbigt fire uger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.